Bønder og byfolk mødtes i Esbjerg

Folk fra by og land mødtes på Høstmarkedet i Esbjergs gågader. Her dyster MF-erne Ulla Tørnæs (V) og Helge Mortensen (S) om, hvem er hurtigst til at malke – i dette tilfælde en gummiattrap.

En regnbyge af tropiske dimensioner passerede lige forbi, men så var det slut med uvejret. Og så kom der ellers gang i Høstmarkedet på Torvet og gågaderne i Esbjerg. Den officielle åbning af begivenheden sørgede Folketingets formand, Ivar Hansen (V), for, som indrømmede, at det var noget andet end at åbne Folketinget.

- Bønder og fiskere er skyld i, at Esbjerg i det hele taget er blevet til en by. Det blev en pulserende by med masser af handel i gaderne, da fiskerne og bønderne kom herind på markedsdagene for at sælge deres varer, fortalte Ivar Hansen.

- Der kan være modsætninger mellem by og land, og hvordan landskabet udnyttes er ofte til debat. Byfolk og landbefolkningen er afhængige af hinanden. I stedet for at vælge konflikt skal vi vælge dialog. Det skal vi benytte dagen til i dag, hvor by og land mødes under festlige og afslappede forhold. Vi mødes på tværs af alder, erhverv, og politiske partier – så brug muligheden for at komme i dialog med hinanden, fordi forståelsen kan vi ikke undvære, opfordrede Folketingsformanden.

Et ægte ko-yver fik de dog ikke lov til at øve sig på, da mund- og klovesygesituationen i England stadigvæk sætter en dæmper på offentlighedens møder med klovbærende dyr. Ulla Tørnæs og Helge Mortensen måtte derfor hive i gummipatterne på en yver-attrap.

Den havde den fordel, at den ikke sparkede, men til gengæld var hele gummiyveret med dens indhold af to liter homogeniseret og pasteuriseret letmælk ved at falde ud af stativet på et tidspunkt. På trods af forskellige politiske overbevisninger forstod de to at samarbejde om at malke »koen« samtidig.

Resten af dagen kunne de besøgende i Esbjergs lange gågade – Danmarks længste – tage et kig forbi stande med friske grønsager, mejeriprodukter og andre varer fra forskellige gårdbutikker. Ved brancheforeningernes stande kunne man prøve minkpelse, gætte kornsorter eller høre om uddannelsen til landmand.

Høstmarkedet var arrangeret af Landbrugets Samfundskontakt og Esbjerg City.

At der samtidig var lang lørdag hos byens butikker og derudover besøg af over 100 sejlskibe fra hele verden i forbindelse med »Cutty Sark Tall Ships Race« gjorde, at rigtige mange mennesker lagde vejen fordi landbrugets arrangement.

Læs også