24 pløjere kæmper om DM i morgen i Grindsted

Ribe Amts Landboungdom håber på masser af tilskuere, når der lørdag den 27. oktober afvikles danmarksmesterskaber ved Grindsted. Flere lokale pløjere har kvalificeret sig.

Afviklingen af danmarksmesterskaberne i pløjning går på skift mellem landboungdomsregionerne, og for første gang siden 1987 er turen nu kommet til Ribe Amts Landboungdom. Foreningen står for de praktiske forhold, når Danmarks Landboungdom på lørdag skal kåre landets bedste konkurrencepløjere.

Arrangementet er placeret i Grindsted-området, hvor der er lavet aftale om bespisning og indkvartering med landbrugsskolen, som også har hjulpet med selve planlægningen. Landbrugsskolen har ikke tilstrækkelig jord til at kunne afvikle mesterskaberne, så derfor er der lånt omkring 40 hektar, hvor de 24 pløjere skal dyste om mesterskaberne og pladserne til næste års verdensmesterskab i Schweiz og nordisk mesterskab for juniorpløjere i Danmark.

Jorden til DM-stævnet, til parkering, udstilling og andre aktiviteter har gårdejer Bernhard Mortensen, Hedegård, Lundhedevej 28, stillet til rådighed. Selv er han i øvrigt tidligere konkurrencepløjer, idet han har deltaget i pløjestævner på både lokal- og amtsplan samt i veterantraktorpløjning på amtsplan. Bernhard Mortensen driver i alt 430 hektar jord (fortrinsvis JB 1 sandjord) og har 700 søer med produktion af omkring 18.000 smågrise.

Hun står i spidsen for en pløjegruppe med i alt otte deltagere, hvor Frank Weigelt var fraværende, da billedet på forsiden blev taget. Gruppen har i en periode arbejdet med forberedelserne, hvor kun vejret ikke har kunnet planlægges.

Men netop vejrgudernes indstilling kan være afgørende for, hvor stor publikumsinteresse, der bliver. Der er budgetteret med 800 tilskuere, men arrangørerne håber på væsentlig flere – gerne omkring de 2500, som der stod langs plovfurerne i 1987.

Også Sønderjyllands og Vejle Amts Landboungdom er godt repræsenteret, når startskuddet lyder på lørdag kl. 9.00 på arealet hos Bernhard Mortensen ved Grindsted. Fra Sønderjylland kommer brødrene Frank og Bernd Clemmensen, der på Fyn henholdsvis blev toer i senior-standardklassen og vandt juniorrækken for vendepløjere.

Fra Vejle står seniorpløjeren Morten Kjeldsen og junioren Kristian Stål for repræsentationen. De blev begge toere i deres kategorier ved landsdelspløjestævnet.

Pløjningen er naturligvis det vigtigste, men der bliver også masser andet at se på ved mesterskaberne. En række udstillere er på plads, men der er også flere andre indslag. Det gælder bl.a. et traktortræk med en snes deltagere og 25 deltagere i veterantraktorpløjningen med traktorer og plove fra før 1960.

Der bydes også på noget for resten af familien i form af en stor halmborg og en udstilling fra 4H med bl.a. klappe-/kæledyr og ponyridning.

Den officielle åbning sker klokken 08.00. Selv pløjningen i stubjord indledes kl. 9.00 og fortsætter frem til 11.45. Fra kl. 12.45 er der konkurrence i grønjorden. Konkurrencen slutter kl. 15.30.

(3) 43-01

Læs også