Klovpleje med accent

I kostalden gøres der ikke så meget stads ud af, at klovbeskæreren er udlænding. Med sin evne til at adoptere danske skikke og sprog er den israelske klovbeskærer en del af det danske samfund.

Med et kvægagtigt anslag på elegance og lethed svæver koen lige nøjagtig så højt over gulvet, at hendes fødder hænger med klovspidserne nedad. Det ser ud, som om hun står på primadonna tæer. Koen i metalburet ligner en kluntet, sortbroget balletdanser.

Det er dog ikke piruetter og pas de deux, men pedicure, der er på programmet. Klovbeskæreren er nemlig på besøg.

Zzzzmmm. Vinkelsliberens lyd minder ubehageligt om besøg hos tandlægen, mens den hviner sin vej igennem den overflødige klovvækst. De lyse flager flyver af som savsmuld fra en motorsav. Mange af stumperne lander på klovbeskærerens beskyttelsesbriller. Bag plastikbrillerne, under kasketten og den blå kedeldragt står Igal Moshov - israeler, fremmedarbejder, udlænding, tilflytter, første generationsindvandrer. Dansker.

Klank. Burets metallåge åbnes, og koen med de nyfilede, gul-rene klove er fri til at gå tilbage til sine medsøstre i bindestalden.

Den lille, tætbyggede mand med det mørke hår og de store, sorte øjenvipper trækker i rebet bundet som en grime om den store ko. Han lægger hele sin vægt bag, og med hjælp fra koens ejer, Richard Brynningsen ved Glejbjerg, lykkes det at lokke, trække og skubbe koen ud af boksen for at gøre plads til den næste.

Den 36-årige Igal Moshav har boet i Danmark siden 28. maj 1989. Det var den danske Sonja fra Glejbjerg i det sydvestjyske, der trak. Kærligheden til en pige med en anden kultur, et andet sprog og et andet land gav Igal mod til at forlade det kibbutzliv ved Jaffa, han havde kendt fra barnsben. Mod til at forlade sine venner, sin familie og sit land, hvor han med sin religion, sit sprog og sit udseende lignede de andre.

Nu har Igal fået sig et nyt land, og her hører han til.

Den øvede Igal bliver hurtigere færdig end den grønne Johan, så der er tid til lidt småsnak med landmanden Richard, før det asymmetriske skift til vestre bagben og højre forben.

På bred vestjysk med israelsk accent spørger Igal til, hvordan det går med det nye staldbyggeri. Her skal køerne gå i løsdrift, hvor de får mere motion. Deres nye, aktive livsstil er årsag til, at klovene skal være helt i orden før flytningen.

Der snakkes lidt - om køer og klove, om høsten. Det er den slags, man snakker om, når man snakker. Ellers arbejdes der.

Ellers tales der hebraisk. For det er ikke meningen, at Igal vil lægge sit eget sprog og sin egen kultur bag sig. Igal er multietnisk. Med en spanskfødt, jødisk mor, en bulgarskfødt, jødisk far, som boede i Israel i nogle år, før han flyttede til Spanien, og en spanskfødt bror var der et patchwork af etniske oprindelser i Igals familie, allerede før Igal blev født i Israel, hvor hele familien talte hebraisk.

Igal fortæller, at uden dansk kniber det med at få arbejde. Og uden arbejde er det svært at blive en del af det danske samfund. Og svært at lære dansk. Det er en ond cirkel, men den kan brydes. Da han kom til Danmark som 22-årige uden anden uddannelse end som soldat og uden det danske sprog, fik han arbejde meget hurtigt.

De seneste ni år har Igal været klovbeskærer sammen med sin svigerfar i Glejbjerg. For fire år siden købte han forretningen fra svigerfaderen, som gik på pension. Nu har Igal foden under eget bord.

Under dagens sidste ko hæves gulvet, og maveselen slippes, så hun igen får jordforbindelse. Hun føres tilbage til stalden, og Igal går i gang med at rense og skrubbe sin omrejsende skønhedssalon for køer. Det bliver i gennemsnit til 90 sydvestjyske køer om dagen, der får trimmet klove hos Igal. Og ikke en af dem spekulerer på, hvilket land han kommer fra.

Læs også