Salget af økologiske æg stiger

Den økologiske andel af det samlede ægsalg steg fra lidt under 14 til lidt over 15 procent.

- Fremgangen viser, at forbrugerne har stor tillid til det arbejde, der foregår ude på de økologiske bedrifter. Økologerne arbejder meget bevidst med hele tiden at forbedre dyrevelfærden og miljøet, og det bliver åbenbart påskønnet af mange forbrugere, siger Jørgen Pedersen, formand for Brancheudvalget for æg- og fjerkræproducenter i Økologisk Landsforening.

Landmændenes lyst til at udvikle produktionen hen mod de økologiske målsætninger giver sig blandt andet udslag i, at økologerne for tiden anvender hele syv forskellige hønseracer. Nogle giver brune æg, andre hvide eller cremefarvede. Formålet er at finde de racer, der trives bedst som frie høns med adgang til udendørs hønsegård.

Til sammenligning bliver der kun brugt to til tre racer i den stadig meget større konventionelle produktion.

De statistiske oplysninger om ægsalget kommer fra Det Danske Fjerkræraad.

Statistikken viser også, at danskerne sidste år i alt købte 36,7 millioner kg æg. Det var 3,9 millioner kg mere end året før og dermed en fremgang på 12 procent i det samlede salg.

Stigningen i den økologiske afsætning har dog ikke ført til større indtægt for den enkelte økologiske ægproducent. På grund af ændrede markedsforhold i branchen voksede den økologiske produktion nemlig lige så hurtigt som salget, fra 5,9 millioner kg i 2000 til 7,0 millioner kg i 2001.

De allerfleste af de økologiske æg, som danskerne ikke selv spiser, bliver eksporteret til Tyskland.

Læs også