Fluestik forebygges med bruntjære

100 PROCENTS EFFEKT: Sønderjysk mælkeproducent har i mange år forhindret fluestik på sine græssende kvier og goldkøer ved at smøre bruntjære på patterne. Effekten er næsten 100 procent.

Ikke mindre end seks fluestukne kvier på én gang tilbage i sommeren 1978 fik bægeret til at flyde over hos Nis Peter Bennedsen, Bredebro i Sønderjylland.

For 25. sæson i træk smører han derfor til sommer yverne på sine omkring 50 græssende kvier og goldkøer ind i bruntjære omkring patterne, så disse er helt dækket. Og metoden er næsten 100 procent effektivt mod fluestik, for nu sker det i gennemsnit kun én gang hver anden sommer, at et af de græssende dyr bliver fluestukket.

- Vi lukker kvierne ud på græs omkring den 1. maj. Den første uge i juli smører vi dyrene med bruntjære, og herefter gentager vi behandlingen fire gange med 10 dages mellemrum. På den måde er dyrene effektivt beskyttet med fluestik i den periode, hvor fluerne stikker, fortæller Nis Peter Bennedsen.

- Da vi i sin tid startede med det her, var det fordi, at fluestik jo var et evigt tilbagevendende problem. Det, at det så pludselig gik ud over hele seks kvier på én gang, fik os til at besluttede, at vi måtte indarbejde en fast, forebyggende rutine, som både var praktisk gennemførlig og effektiv, siger han og føjer til:

Bruntjæren købes på en trælasthandel. Der går cirka otte liter til på en sæson, og det koster omkring 250 kroner. Så alt i alt synes den sønderjyske mælkeproducent, at der kan holdes en god timeløn ved på denne måde at holde 50 dyr fri for fluestik.

- Det er jo et irriterende tab i sig selv, hver gang et dyr bliver fluestukket. Hertil kommer de sparede udgifter til dyrlæge, og vi slipper for såvel ærgrelser som besvær. Når vi alligevel har dyrene samlet, benytter vi selvfølgelig også lejligheden til at tage de dyr fra, som vi alligevel skulle ud og have haft fat i inden næste gang, fordi de skal på stald og kælve, eller hvad årsagen nu kan være. Så der er også en lille arbejdsmæssig rationalisering ved denne rutine, forklarer Nis Peter Bennedsen, der har 60 SDM køer i bindestald.

Læs også