set og sket Nord uge 35

Norddjurs madlandskab i fokus på toppen af Aarhus

Det duftede af mad og summede af liv og glade mennesker på Salling Rooftop, da Det Grønne Museum, med Norddjurs Kommune og Djursland Landboforening som samarbejdspartnere, hele satte fuld fokus på madlandskabet på Norddjurs i forbindelse med Food Week Aarhus.

Eventet havde til formål at fremme og synliggøre lokale producenter, restauranter, kokke og landmænd fra Norddjurs, og landboforeningen var repræsenteret med tre producenter – Poul Viggo fra Schmidts Jordbær I/S, Arne Tyssøy fra Mariendal Mosteri og landmand Anders Moltesen, som producerer linser til virksomheden Linser for livet.

- Det var en fuldstændig fantastisk dag. Vi er meget glade for, at vi fik muligheden for at være med. Der var mange aarhusianere og turister, som virkelig fik øje på de gode lokale råvarer, vi har på Norddjurs, og de fik en bevidsthed om hele »jord til bord«-konceptet, fordi de kunne følge hele producentleddet fra det lille fine jordbær til den flotte dessert, som de til slut kunne smage, fortæller Tina Drejer Maaberg, som er projektkoordinator i Djursland Landboforening og selv var med hele dagen på toppen af Aarhus.

Dagen bød på et væld af smagsprøver og oplæg om den madhistorieske tidsrejse af Bettina Buhl, Museumsinspektør og madhistoriker på Det Grønne Museum. Til slut blev smagsprøverne bedømt af supersmager Lisbeth Anker og stjernekokken Francis Cardenau.

06-35-no

Det Grønne Museum, Norddjurs Kommune og Djursland Landboforening kan se tilbage på et vellykket Food Week arrangement i Aarhus. Foto: Djursland Landboforening.

--

Landboforening fejrede 175 års jubilæum

Halmballer i stakke, pyntede borde med solsikker i vaser og højt til loftet. Det var rammerne, da Landboforeningen Midtjylland forleden fejrede 175 års jubilæum.

180 medlemmer var samlet i laden hos Landbrug & Fødevarers direktør, Anne Arhnung, og DLG-formand Niels Dengsø, der bor på gården Skralborg nord for Løgstrup med Hjarbæk Fjord som nærmeste nabo. 

Aftenen bød på både festmiddag, taler og rundtur på gården.

I sin tale kom formand for Landboforeningen Midtjylland, Frede Lundgaard Madsen, ind på det politiske arbejde, foreningen løfter. Her var Hjarbæk Fjord et af emnerne.

- Hvis vi gør, som vi plejer, får vi mere af det, vi plejer. Selv om vi har gjort rigtig meget, har det ikke været nok til at få fjorden i god økologisk tilstand. Derfor arbejder vi på at få belyst alle presfaktorer og inddrage alle, som har indflydelse på vandmiljøet i fjorden. Det er afgørende, at der bliver fundet nye virkemidler og løsninger, hvis det ikke skal gå hårdt ud over landbrugsbedrifterne og lokalsamfundet, sagde Frede Lundgaard Madsen i sin tale.

Direktør i Landbrug & Fødevarer, Anne Arhnung kom i sin tale ind på sammenhængskraften mellem den lokale forening og Landbrug & Fødevarer.

- 175-års jubilæum er lidt af en bedrift. Det er længere tid, end Grundloven har eksisteret. Landbruget har altid handlet om at udvikle sig og være på forkant. Når vi arbejder sammen, er vi i særklasse. Faglighed og troværdighed giver os indflydelse, forklarede Anne Arhnung.

09-35-no

180 medlemmer var samlet for at fejre foreningens 175-ås jubilæum.

Læs også