Topdanmark stopper salg af afgrødeforsikring

Manglende efterspørgsel fra kunderne betyder, at forsikringsselskabet fra næste år helt stopper salget af afgrødeforsikringer.

Topdanmark har taget en stor beslutning. Man har nemlig valgt at stoppe salget af sin afgrødeforsikring, som dækker udbyttetab på afgrøder.

Det betyder, at eksisterende kunder ikke får mulighed for at forlænge deres aftale om afgrødeforsikring, når deres nuværende aftale udløber. Årsagen til stoppet er enkel, lyder det fra Monica Diaz, der er koncerndirektør for Landbrug og Erhverv i Topdanmark.

- Interessen for vores afgrødeforsikringer har været for lille, og det betyder, at vi ikke har formået at sikre tilstrækkelig risikospredning på produktet, selvom vi har oplevet en øget efterspørgsel det seneste år, siger hun.

Topdanmarks afgrødeforsikring blev ellers lanceret som den første af sin slags tilbage i 2019 og har gjort det muligt for landmænd at forsikre afgrøder som korn, græsser, roer, raps, kartofler og majs.

Topdanmark forventer, at afgrødeforsikringen vil være udfaset i 2025, men for langt de fleste af Topdanmarks landbrugskunder vil der ikke være de store ændringer. Størstedelen har nemlig ikke tegnet en afgrødeforsikring.

Læs også