Fjerner 20 procent af kødet fra pakkerne: Dette supermarked vil have dig til at købe flere grøntsager

Tidligere har Arla reduceret størrelsen på Kærgården fra 250 til 200 gram, som konsekvens af fedtafgiften. Ligeledes har selvsamme Arla valgt at udskifte den traditionelle piskefløde med 38 procent fedt til en udgave med 36 procent af hensyn til danskernes sundhed.

Nu sker der igen ændringer. Denne gang med kødbakkerne i Rema 1000. I et forsøg på at hjælpe både forbrugerne og klimaet reducerer discountkæden nemlig indholdet i bakkerne med oksekød med 20 procent og samtidig bliver prisen sænket. Det skriver Rema 1000 i en pressemeddelelse.

Rema 1000 ved godt, at det kan koste på den korte bane, men kategorichef i kæden, Jonas Garly Sørensen, kalder det et nødvendigt skridt.

- For hvis vi ikke gør noget, så koster det endnu mere på den lange bane. Oksekød er i toppen, når der peges på mest klimabelastende produkter, og mange danskere vil gerne spise lidt mindre kød for at give deres bidrag til omstillingen, siger han og tilføjer:

- Med de reducerede mængder får kunderne mulighed for netop det, og de står ikke tilbage med mere kød, end de reelt har brug for. Det er også vigtigt i forhold til at undgå madspild, og når prisen reduceres tilsvarende, giver det mening hele vejen rundt – og så håber vi, kunderne i stedet køber lidt flere grøntsager.

De mindre pakker med oksekød lander i Rema 1000 fra lørdag den 28. september.

Læs også