Lavere høstudbytte: Rokkedahl går knap 2 mio. tilbage på bundlinjen
Rokkedahl-koncernen har præsenteret årsregnskabet for 2024, som blandt andet var det første regnskabsår med fuld kontrol over værdikæden efter at have opnået 100 procent ejerandel af Rokkedahl Foods ApS i 2023. Regnskabet viser dog tilbagegang i forhold til året før.

Rokkedahl-koncernen har siden 1963 opdrættet velfærdskyllinger i Nordjylland. Arkivfoto: Tenna Bang
Rokkedahl-koncernen leverede i 2024 et resultat før skat på 4,7 millioner kroner, hvilket er en tilbagegang på knap 2 millioner fra året før, hvor resultatet før skat landede på 6,6 millioner kroner.
Det seneste års resultat er primært påvirket af den negative udvikling i Rokkedahl Landbrug A/S, hvor især høstudbyttet var lavere end forventet grundet ustabilt vejr i foråret og sommeren 2024.
Det betød også, at resultatet i Rokkedahl Landbrug faldt fra 5,2 millioner kroner til 47.807 kroner. Hos ledelsen havde man, ifølge ledelsesberetningen, en forventning om et resultat mellem 5-7 millioner kroner før skat. Årets resultat er derfor ikke tilfredsstillende hos ledelsen, fremgår det af beretningen.
Første hele regnskabsår
Mens landbrugsbenet i Rokkedahl-koncernen havde et skuffende 2024, var tilfældet anderledes hos Rokkedahl Food A/S.
Rokkedahl-koncernen opnåede i 2023 100 procent ejerandel af Rokkedahl Food, som også inkluderede et slagteri. Det betyder, at 2024-regnskabet er det førte hele regnskabsår, hvor koncernen havde fuld kontrol over værdikæden, der omfatter drift af økologisk og konventionelt landbrug med dyrkning af afgrøder til foder samt opdræt og slagtning af velfærdskyllinger.
Integrationen af Rokkedahls Food og slagteriet er ifølge ledelsen forløbet som forventet, ligesom forretningsbenet levede et tilfredsstillende resultat på 7,6 millioner kroner, hvilket er nogenlunde status quo i forhold til året før.
- Vi har i de seneste år investeret markant i opdræt af velfærdskyllinger og i at hjemtage alle processer i forbindelse med det. Det har været krævende og det rigtige for os at gøre, og derfor er jeg tilfreds med, at slagteriet bidrager positivt til vores forretning og tilgang til markedet, siger Mark Rokkedahl, indehaver og adm. direktør i Rokkedahl-koncernen, i en pressemeddelelse.
En niche i branchen
Rokkedahl-koncernen er familieejet og har base i Nordjylland mellem Nibe og Løgstør. Siden 1963 har man opdrættet kyllinger med fokus på dyrevelfærd og høj kødkvalitet, og i dag er det tredje generation med Mark Rokkedahl i spidsen, der driver virksomheden.
Selvom man har opdrættet velfærdskyllinger i mere end 60 år, er det danske marked for velfærdskyllinger stadig en niche i branchen, og væksten skal blandt andet drives af, at detailkæder og forbrugere fortsat har fokus på at prioritere økologi og kvalitetsprodukter.
- Det er vigtigt, at vi som kyllingeproducent hele tiden udvikler os i takt med efterspørgslen. Vi tror på vores koncept og den strategi, som vi har lagt og eksekverer på for at udvide vores position i markedet, forklarer Mark Rokkedahl.

Velfærdskyllinger er stadig en niche i branchen, men ledelsen i Rokkedahl har oplevet en mindre stigning i efterspørgslen i første halvår af 2025. Arkivfoto: Anne Kjærsgaard
Positive forventninger
Efter et blandet 2024-regnskab har ledelsen forskellige forventninger til forretningsbenene i indeværende regnskabsår.
Ledelsens forventninger til Rokkedahl Landbrug er ifølge ledelsesberetningen et resultat før skat på 1-2 millioner kroner.
Omvendt er der større forventninger til Rokkedahl Food. Her forventer man et resultat før skat i niveauet 8-10 millioner kroner. Det skyldes blandt andet, at selskabet har foretaget strategiske tiltag til de kommende år for at øge udnyttelsen af produktionskapaciteten i yderligere grad med dertilhørende nødvendige investeringer til følge.
Hos ledelsen i Rokkedahl-koncernen har man ligeledes i første halvår af 2025 oplevet en mindre stigning på efterspørgslen af velfærdskyllinger.
Samlet set forventer ledelsen derfor et koncernresultat før skat for hele 2025 på mellem 8-10 millioner kroner.