Lantmännen-koncernen vil nu forsøge at gøre sit klimaprogram Klima & Natur til en del af den danske kornproduktion. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Bag initiativet står Lantmännen Unibake Danmark, Lantmännen Cerealia, Lantmännen Schulstad og Lantmännen Agro, som sammen vil undersøge, hvordan programmet kan kommercialiseres på det danske marked.

For danske landmænd er det centrale perspektiv, at programmet på sigt skal gøre det attraktivt at levere korn dyrket efter særlige klima- og naturkrav. Ambitionen er, at landmændene skal kunne honoreres for de dokumenterede forbedringer, de leverer i marken.

Programmet bygger foreløbigt på fire dyrkningsprincipper: CO₂-reduceret gødning, biodiesel, fuglefelter og blomsterzoner. Ifølge Lantmännen gav de første danske erfaringer med rug i 2025 en reduktion på 23 procent CO₂e sammenlignet med konventionelt dyrket dansk rug. Selskabet understreger dog, at reduktionen vil variere fra år til år afhængigt af blandt andet høstudbytter og udviklingen i programmets dyrkningsprincipper.

Første danske rug er høstet

Klima & Natur-programmet har været anvendt i Sverige siden 2015 og i Finland siden 2021. I Danmark begyndte omstillingen med rug i 2025, hvor de første danske avlere høstede rug efter programmets principper. De første produkter med effekt fra programmet ventes ifølge Lantmännen at komme på hylderne i 2026.

Næste skridt bliver at finde ud af, hvordan programmet kan tilpasses danske forhold og samtidig skabe værdi for både landbrug, fødevarevirksomheder og detailhandel.

- Vi ved, at mange virksomheder i Danmark leder efter dokumenterede løsninger, der kan bidrage til at reducere klimaaftrykket i værdikæden. Klima & Natur har eksisteret i 10 år blandt svenske landmænd. Derfor ønsker vi nu at undersøge, hvordan vi kan bringe erfaringerne og løsningerne til det danske marked, siger Lene Christensen, Head of Sustainability i Lantmännen Unibake Danmark.

Hun oplyser, at Lantmännen-selskaberne allerede er i dialog med potentielle samarbejdspartnere i både fødevarebranchen og landbruget.

- Vi har fået de første danske landmænd med, og nu arbejder vi på at finde den kommercielle retning for Klima & Natur-dyrkningsprogrammet i Danmark, siger Lene Christensen.

Blomsterzoner er blandt de naturtiltag, som indgår i Lantmännens Klima & Natur-program. Programmet skal nu udvikles på det danske marked. Arkivfoto.

Blomsterzoner er blandt de naturtiltag, som indgår i Lantmännens Klima & Natur-program. Programmet skal nu udvikles på det danske marked. Arkivfoto.

Skal skabe afsætning for landmændene

Et afgørende element bliver, om der kan opbygges en værdikæde, hvor merkravene til dyrkningen også kan omsættes til en kommerciel værdi.

Lantmännen lægger op til, at programmet skal kunne bruges af virksomheder, som arbejder med Scope 3-reduktioner og ESG-rapportering. Dermed bliver landmandens dyrkningspraksis en del af dokumentationen længere ude i værdikæden.

Hos Lantmännen Schulstad ser man programmet som et konkret redskab til at koble råvareindkøb tættere sammen med klima- og naturtiltag på bedrifterne.

- For os er det afgørende, at bæredygtighed ikke kun handler om mål og ambitioner, men også om konkrete handlinger og dokumenterede resultater. Det er en forudsætning for, at vi også er relevante i fremtiden, siger Mikkel Djursø-Frederiksen, der er Head of Sustainability hos Lantmännen Schulstad, og fortsætter:

- Klima & Natur giver mulighed for at skabe en tættere kobling mellem de råvarer, vi anvender, og de klima- og naturforbedringer, der sker ude på bedrifterne. Det er en udvikling, vi gerne vil være med til at drive i Danmark, siger han.

Potentiale for flere afgrøder

Hos Lantmännen Cerealia peger man på, at efterspørgslen efter råvarer med dokumenteret klima- og naturprofil er stigende.

- Vi oplever en stigende efterspørgsel efter råvarer med dokumenteret klima- og naturprofil. Klima & Natur giver os mulighed for at koble konkrete tiltag i marken sammen med de krav og forventninger, som vores kunder møder, siger Søren Damgaard, salgsdirektør hos Lantmännen Cerealia Danmark.

- De første danske producenter har med stor succes avlet rug med 23 procent mindre CO₂-udledning i 2025 sammenholdt med konventionelt dyrket rug. Derfor ser vi et stort potentiale i at udrulle programmet til flere afgrøder og avlere for at skabe værdi på tværs for flere landmænd – og flere værdikæder, tilføjer han.

Ifølge Lantmännen er Klima & Natur tænkt som et dynamisk dyrkningsprogram, hvor både principper og beregningsmetoder løbende kan revideres, i takt med at nye klima-, miljø- og biodiversitetstiltag bliver relevante.

For danske landmænd bliver det væsentlige spørgsmål derfor, om programmet kan udvikles til en model, hvor ekstra krav i marken modsvares af sikker afsætning og betaling for den dokumenterede klima- og natureffekt.

Klima & Natur i Danmark

  • Klima & Natur begyndte i Danmark med rug i 2025.
  • De første produkter med effekt fra programmet ventes på hylderne i 2026.
  • Programmet har ifølge Lantmännen reduceret CO₂e-udledningen fra dyrkning af rug med op til 23 procent sammenlignet med konventionelt dyrket dansk rug i 2025.
  • Reduktionen kan variere fra år til år afhængigt af blandt andet udbytter, branchestandarder og lovgivning.
  • Landmænd i programmet skal blandt andet anvende Best Available Technology-gødning og biodiesel i traktorer, mejetærskere og korntørring.
  • Programmet stiller også krav om blomsterzoner og fuglezoner.
  • Klima & Natur har været implementeret i Sverige siden 2015 og i Finland siden 2021.
     
Business