Nyt netværk skal løfte fynske økologers indtjening

Økologi Tæt På, som et nyt netværk er døbt, har til formål at skabe direkte forretning mellem de økologiske landmænd og fødevarevirksomheder, restauranter og grossister på Fyn. Netværket skydes i gang med en konference den 8. november på Steensgaard Herregård

I en tid med hastigt stigende omkostninger kan det være nødvendigt at tænke i alternative løsninger for at øge indtjeningen. 

Netop det er formålet med det nye gratis netværk Økologi Tæt På, som skal samle de fynske økologiske landmænd med fynske fødevarevirksomheder, herunder alt fra restauranter til destillerier, kommunekøkkener og alt derimellem. 

Formålet er, at enkelte landmænd finder sammen med virksomhederne og laver konkrete aftaler, der kan løfte indtjeningen for landmanden og omvendt give virksomheden et særligt produkt med en særlig historie, som kunderne efterspørger.

Prisen fastsættes af parterne i mellem og skal naturligvis tilgodese både landmænd og virksomhed. 

- I netværket får landmændene direkte afsætning ved at producere nøjagtigt det, fødevarevirksomheden eller restauranten efterspørger. Og fødevarevirksomheden får direkte adgang til markerne eller staldene hos den økologiske landmand og får lige præcis det, vedkommendes kunder efterspørger. Der er ingen fordyrende mellemled, det bliver nemt at aftale vilkår, og den eneste ventetid er den tid, det tager at få sået og dyrket de nye afgrøder og sorter, fortæller Peter Mejnertsen, økologichef i Velas, der formelt set står bag det nye netværk. 

Stor tilslutning før starten

Økologi Tæt På har været i støbeskeen det sidste halve års tid og har allerede mødt stor interesse blandt både landmænd og virksomheder. 

Netværket er gratis at være en del af, og man forpligter sig ikke til noget som medlem. Helt konkret bliver man en del af en omfattende database, hvor man kvit og frit kan tilbyde og ønske et givent produkt. Her sørger en medarbejder i netværket så for at matche en landmand med en virksomhed eller vice versa.

Herefter er det så op til de to parter at lande en aftale. Også det kan man få assistance til i netværket. 

Derudover vil netværket mødes flere gange om året for at drøfte nye initiativer og muligheder for at lave forretning på tværs af øen. 

- De fynske økologer kan noget særligt og producerer nogle helt særlige produkter. For os har det været kongstanken at give det unikke udbud videre til virksomhederne og i sidste ende forbrugerne. Allerede før vores store kickoff har vi en stor tilslutning blandt både landmænd og virksomheder, og vi glæder os rigtig meget til, at vi for alvor kan gøre vores for at løfte de fynske økologers forretning, siger Peter Mejnertsen. 

Speeddating

Netværket Økologi Tæt På skydes formelt set i gang med en konference den 8. november på Steensgaard Herregård. 

På konferencen samles både landmænd og virksomheder og får først en række oplæg om tankerne bag netværket, samt hvordan Odense Kommune samarbejder med de lokale økologiske producenter på Fyn. 

Dagen sluttes af med en speeddating-seance mellem landmænd og virksomheder, som skal danne grobund for fremtidige aftaler. 
 

Læs også