Nyt byggeri giver mere effektiv service

J. Hundahls afdeling i Skive bliver både større og mere effektiv, når de nye lokaler står klar 1. juli.

Søren Hundahl glæder sig til at rykke ind i de nye lokaler i Skive 1. juli.

Der er fuld gang i byggeriet hos den første indbygger i det nye industrikvarter på Folmentoftvej i Skive. Indtil videre har tidsplanen holdt, og det er forventet, at J. Hundahls nye afdeling står klar til indflytning 1. juli.
Medindehaver af virksomheden, Søren Hundahl, glæder sig til at kunne byde velkommen i en større og endnu mere effektiv Skive-afdeling end den man har haft, siden J. Hundahl, som har hovedsæde i Thisted, i 2010 rykkede syd for Limfjorden, og overtog forretningen i Brårupgade.
Med nybyggeriet mener Søren Hundahl, at man markerer, at man virkelig vil kunderne søndenfjords.
- Vores filosofi er, at vi skal være tæt på kunderne. Vi stiler ikke imod at samle alt på ét sted og tro, at kunderne nok skal komme alligevel. Hvis vi vil betjene kunderne på Salling og længere sydpå, hjælper det ikke, at vi skal fra Thisted og over to gange vand, før vi er der. Sådan har vi altid tænkt, og vi har også vidst, at hvis vi ville være i Skive og satse på det område, så var det også nødvendigt, at der på et tidspunkt skulle bygges nyt, siger Søren Hundahl.

Bedre plads

Med et næsten 800 kvadratmeter stort værksted, får medarbejderne i Skive cirka halvanden gange så meget plads, som i de gamle lokaler, hvor værkstedet desuden var todelt og på forskellige niveauer.
- Det bliver mere effektivt her. Der skal ikke bakkes ud og ind, og der er plads til at have en maskine stående - for eksempel i forbindelse med en større sag - og så stadig have plads til at arbejde med de andre opgaver. Det kommer til at spare noget tid, siger Søren Hundahl, der får bygget lifte i gulvet, mens traverskranen, der kan løfte 3,5 tons allerede, er på plads i hallen i de gule og blå New Holland-farver.
Udenfor er der kun få meter mellem værksted og vaskeplads, mens der bliver bygget et mindre indendørs skyllerum i forbindelse med selve værkstedet.
Og skulle rammerne med tiden blive for små, er der mulighed for både at udbygge værksted og maskinudstilling.

Bedre kommunikation

Det er dog ikke kun værkstedet, der skal gøre arbejdsgangen lettere.
- Vi har lagt meget vægt på, at folk fra værksted, lager og salg kommer til at sidde i samme rum. Det skulle gerne gøre kommunikationen bedre og spare en masse spildtid. I de gamle lokaler skal man igennem to-tre rum for at få fat i en fra en anden afdeling. Nu skulle alle gerne få mere føling med, hvad der sker i hele butikken, fortæller Søren Hundahl.
- Vi er effektive i forvejen, men alt i alt skulle det gerne betyde, at en større procentdel af tiden bliver brugt på reelt arbejde med maskiner og ikke på at flytte frem og tilbage og koordinere tingene, siger han.
- Samtidig har arbejdsklimaet og personalevelfærd også fyldt meget i planlægningen af byggeriet. For det er et sted, man kan hente meget. Hvis man formår at gøre folk godt tilpas, bliver kvaliteten af arbejdet også tit bedre. Vi håber da også på, at vi med nye lokaler bliver endnu bedre i stand til at lokke nyt personale til.
Planen er at føje to-tre mand til de 15, man i forvejen har ansat i Skive. På hovedafdelingen i Thisted arbejder 42 mand.
I udstillingen bliver der primært gjort plads til nye maskiner i Skive, mens man må en tur til Thisted, hvis man er ude efter brugt materiel.

Læs også