Årets sødeste føl og kalv kåret digitalt

Filippa og Dalimas er navnene på vinderne, som fynboerne selv har kåret på Facebook. Ligesom sidste år modtog Det Fynske Dyrskue mange billeder til konkurrencen.

Filippa fra Juelsgaard ved Ronæs løb med prisen for den sødeste kalv.
	 

Dalimas Shantano fra Gelsted blev dette års sødeste føl i Det Fynske Dyrskues digitale konkurrence.

Sidste år fulgte mange tusinde fynboer med, da kalven »Ralf« løb med titlen som årets sødeste kalv i Det Fynske Dyrskues online konkurrence. I år var der også mange mulige kandidater til tage prisen. Faktisk gav flere hundrede i år deres mening til kende og stemte på deres favorit.

Det blev jerseykalven Filippa fra Juelsgaard ved Ronæs, der løb med prisen som den sødeste kalv og Dalimas Shantano fra Gelsted, der blev dette års sødeste føl.

Dyrskuechefen er glad for, at der er fundet en vinder, men i virkeligheden er hun mest imponeret over, at 24 personer har sendt billeder af deres kalv eller føl for at deltage i konkurrence.

- Vi har fået mange flotte og søde billeder ind fra fynboerne, hvor de viser deres kalve og føl frem. Konkurrencen er for sjov og er udelukkende for at vise de mange flotte dyr frem, som vi har her på Fyn. Og så skal der selvfølgelig lyde et stort tillykke med Filippa og Dalimas med de flotte titler, siger Sara Windell Ekknud, dyrskuechef for Det Fynske Dyrskue.

Traditionen lever videre

Det er andet år i træk, at konkurrencen er foregået online, da det fysiske dyrskue har været aflyst på grund af corona-pandemien.

Arrangørerne ser frem til, at konkurrencerne kommer tilbage i sit fysiske element til næste sommer, når der afvikles 140-års jubilæumsdyrskue på dyrskuepladsen i Odense.

- Der vil komme et hav af aktiviteter for hele familien. Vi glæder os til igen at byde fynboerne velkommen til den største dyrskuefest, lyder det fra Sara Windell Ekknud.

Læs også