Viking klar til dyrskue efter godt år

VikingDanmark er blandt udstillerne på Det Sønderjyske Fællesdyrskue og er tilbage i år – efter et godt år i 2021 trods corona og senest krigen og krisen omkring Ukraine og Rusland

Intet dyrskue uden VikingDanmark – og efter to års dyrskuepause, er netop VikingDanmark også tilbage blandt udstillerne på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa.

Og det er VikingDanmark, der i stil med alle andre har kunnet se tilbage på et par anderledes år grundet corona-situationen. Og 2022 har indtil videre været kendetegnet ved krigen i Ukraine.

2021 var trods Corona og en usikker verden et godt år for VikingDanmark. Det afspejler sig i regnskabet. VikingDanmark kom således ud af 2021 med et overskud på 26 millioner kroner.

Et overskud der for en dels vedkommende – nemlig 8,6 millioner kroner af dem, i maj blev tilbagebetalt til kvægbrugerne.

Krigen udfordrer

Krigen i Ukraine og den efterfølgende udelukkelse af Rusland, har også haft konsekvenser for Viking, hvor VikingLivestock har standset sin eksport af danske kvier til Rusland.

- Når et land optræder så aggressivt, som Rusland har gjort mod Ukraine, så strider det mod Vikings værdier at eksportere avlsdyr til et sådant land, forklarede direktør i VikingLivestock Lars Kloster tidligere i en pressemeddelelse.

Siden den beslutning har man i Viking arbejdet på at finde alternative aftagere af dyrene. Ifølge Lars Kloster har det ikke været nogen let beslutning.

- Nogle siger, at i krig så bliver tingene sort-hvide. Det mener vi ikke. Der er mange hensyn at tage. I vores landbrugserhverv har vi mange gode medarbejdere ansat, som er ramt af krigen, dem har vi også i vores tanker.

Lars Kloster understreger, at VikingLivestock fortsat har en god relation til de russiske kunder, der altså, så længe krigshandlingerne står på, må kigge langt efter gode, danske kvier fra VikingLivestock.

Et vigtigt marked

Rusland har udviklet sig til at være et vigtigt marked for VikingLivestock. Beslutningen betyder derfor en stor nedgang i eksporter lige nu, og at man vil øge indsatsen andre steder og i det hele tage udvikle eksporten af avlsdyr.

- VikingLivestock er sat i verden for at hjælpe danske kvægbrugere med at afsætte dyr, der kommer i overskud i deres besætning. Derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at leve op til dette. Heldigvis har vi også gode samarbejdspartnere i eksempelvis Tyskland, Holland og England, oplyser en fortrøstningsfuld Lars Kloster.

Læs også