Signe brænder for bueskydning

- Min mission er at smide nogle frø. Få bueskydning ud til alle landets rideskoler, fortæller Signe Christensen fra Tåsinge, der på få måneder har spredt sin passion for bueskydning til hest lokalt.

- Træk luft ind, tænk nedad, skyd.

Instrukserne fra sidelinjen til Røskva Kjær Jensen med ponyen Star kommer fra Signe Christensen, der på blot et par måneder har samlet ikke mindre end 16 lokale børn, unge og voksne til ugentlig træning i bueskydning på Tåsinge.

Det er knap fem år siden, at Signe Christensen selv fik øjnene op for muligheden for at dyrke de ældgamle traditioner med bue og pil fra hesteryg.

- Det var året før, at Horseback Archery Denmark, forkortet HBADK, der er den danske landsforening for beredne bueskytter, blev stiftet i 2017, fortæller Signe Christensen, der med det samme blev grebet af disciplinen.

Siden er det blandt andet blevet til deltagelse i Danmarksmesterskaberne, hvor hun sidste år vandt bronze, og i 2019 blev hun stemt ind i bestyrelsen i landsforeningen, som hun i dag er formand for. En forening der dog i øjeblikket er lagt lidt i bero efter en corona-periode, hvor det blev for svært at holde gang i aktiviteterne.

I stedet har bestyrelsens medlemmer hver især valgt at arbejde for mere lokal udbredelse, og det er den opgave, Signe Christensen er kommet rigtig godt fra land med på Tåsinge.

 

En sport for alle

Træningen på Tåsinge foregår hver anden onsdag på ridebanen hos Rytteriet Hestecenter og hver anden gang trænes der udelukkende fra jorden på en anden lokalitet på øen.

En del af rytterne kommer fra hestecenteret. Christa Verlin Danielsen er blandt andet med i træningen sammen med sønnen Sebastian, hvor mor og søn skiftes til at træne med bue og pil med en hest, de låner.

Signe Christensens egen søn Thor er også med på holdet, ligesom Falke, der er lillebror til Røskva, samt deres mor, Mette Kjær Jensen, også deltager på holdet uden hest. Reglen for de gående er blot, at de også skal være i bevægelse, når de skyder.

Eleverne på dagens første hold er enige om, at det bare er sjovt at være sammen med hestene på en anden måde. Glæden over de små sejre, hver gang teknikker afprøves og lykkes, kommer da også tydeligt til udtryk med store smil, jubel og sejrsrunde, ligesom alle holdkammeraterne og ikke mindst holdets træner ikke holder sig tilbage med opmuntring og rosende ord.

Der er dømt hygge på alle parametre. Deltagerne hjælper hinanden, deles om heste, bue og pil, ligesom de minder hinanden om, at de skal huske at tage en snack eller lidt at drikke. Det er ikke kun sport, men også en social aktivitet, hvor alle kan være med.

 

Drømmen er en lokalforening

- Jeg startede egentlig bare med at lave en facebookgruppe efter nytår, hvor jeg spurgte, om der var nogen, der kunne tænke sig at prøve, fortæller Signe Christensen, der allerede nu har flere at være sammen med om hendes interesse, end hun havde før, da det hovedsageligt var de 35 medlemmer i landsforeningen, som hun delte sin passion med.

Håbet er, at den lille private klub på sigt kan få hænder nok til at danne en bestyrelse til lokalforening, men flere ryttere slutter sig løbende til – også ude fra.

Den 9. juli afholdes det første lille stævne i bueskydning på den store bane hos Rytteriet Hestecenter og der vil både være klasser for deltagere, der skyder fra hest og for de gående.

 

Formidling på dyrskuet

Ved årets fynske dyrskue skal Signe Christensen ikke selv have hest med, men i stedet hjælpe til i Jyde-stalden.

- Jeg har i forbindelse med dyrskuet fået mulighed for at have en PR-bås ved Jyde-stalden, hvor alle interesserede kan komme og få information om bueskydning, stille spørgsmål og høre om, hvordan man kommer i gang, fortæller Signe Christensen.

- Min mission er at smide nogle frø. Få bueskydning spredt til alle landets rideskoler, fortæller Signe Christensen, der også gerne tager ud i landet og holder små kurser ude i de klubber, der henvender sig.

 

Sikkerhed, hygge og glæde

- Jeg er også kapret til nogle timers undervisning på en ridelejr i Jylland her i sommer, fortæller Signe Christensen, der ikke kan skjule sin begejstring for sporten.

- Jeg brænder bare for det og jeg synes kun, at det er endnu sjovere, når mine elever udvikler sig for hver gang og jeg oplever hver deres små sejrer og store smil, når det lykkes. Det er en kombinationssport, der bare kan noget andet, end de traditionelle discipliner indenfor ridesporten, understreger den passionerede træner, der kun holder sig til undervisning i bueskydning, men lader hest og rytter om at finde tilliden og modet sammen i disciplinen.

- Det handler først og fremmest om sikkerhed og hygge, og at alle skal gå glade herfra, hver gang vi har trænet, smiler Signe Christensen, inden hun går videre med træningen med sit andet hold denne onsdag aften.

Horseback Archery Denmmark

Horseback Archery Denmark, forkortet HBADK, er den danske landsforening for beredne bueskytter. Foreningen er optaget i IHAA (International Horseback Archery Alliance).

Målet med HBADK er at danne rammerne om en forening, hvor alle er velkomne. Både store og små, nybegyndere og øvede. En forening med plads til både konkurrence og hygge. Moderne og historiske interesserede.

Horseback Archery Denmark havde stiftende generalforsamling på Ulvsborg den 26. august 2017.

Kilde: https://hbadk.com/

Læs også