Alle stande på fødevaremarkedet er besat

Opbakningen til årets dyrskue er trods coronakrisen markant. Forberedelserne fortsætter i håb om afvikling af skuet efter planen den 12. til 14. juni.

– Heldigvis var vi langt fremme med planlægningen og forberedelserne, da vi ligesom alle øvrige arrangører fik en mavepuster med coronakrisen i begyndelsen af marts.

Sådan lyder det fra Sara Windell Ekknud, der som ny chef for Det Fynske Dyrskue tager en dag ad gangen i de fortsatte forberedelser af skuet, som efter planen skal finde sted fredag den 12., lørdag den 13. og søndag den 14. juni.

- Vi følger naturligvis myndighederne anvisninger, men fik da med udmeldingen i forrige uge bedre forhåbninger med planerne om en gradvis, kontrolleret åbning af samfundet efter påske.

Markant opbakning

Dyrskuechefen glæder sig over den markante opbakning til skuet, som hun indtil videre har oplevet. Senest har der kunnet meldes udsolgt af stand på det planlagte område med fødevaremarked på dyrskuepladsen.

- Det er rigtig positivt, at de mange har tilmeldt sig, i et bredt spekter fra mindre gårdbutikker til gamle kendinge som blandt andet det store gartneri, Alfred Pedersen & Søn i Bellinge, siger Sara Ekknud og lover, at der dog stadig vil kunne findes plads til flere stande, hvis behovet opstår.

300 heste

Næste tilmelding, som nu er åbnet, er for hesteudstillere. Det skete den 1. april, og dyrskuechefen er spændt på, om alle knap 300 pladser i hesteudstillingen besættes i samme hast som i fjor, hvor der kun gik 10 minutter.

Tilmelding til børnedyrskuet åbner den 15. april, mens tilmelding af kreaturer og får starter den 24. april – som alle de øvrige tilmeldinger via skuets hjemmeside.

Hun oplyser, at tilmeldingsgebyret tilbagebetales, hvis dyrskuet må aflyses.

Som allerede nævnt her i avisen har der længe været mulighed for tilmelding til erhvervsudstillingen. Også her har opbakningen været markant, og derfor mangler kun et mindre antal stande at blive besat.

Enkelte mindre jyske dyrskuer er blevet aflyst på grund af corona-situationen, men foreløbig fortsætter planlægningen af skuet i Odense. Det gælder også de øvrige store skuer i Herning og Roskilde, som den fynske dyrskueledelse løbende er i tæt kontakt med.

Læs også