Energinet flytter højspændingsledning i Vestjylland

Efter at have fået 225 høringssvar har Energinet ændret linjeføringen af Vestkystforbindelsen, den såkaldte el-motorvej. Samlet set bliver færre mennesker påvirket af projektet, lyder det fra det statslige energiselskab.

Til gengæld har flere protester fra borgere i Vester Herborg nær Videbæk ikke haft den store betydning for linjeføringen i det nærområde. Kilde: Energinet

Energinet har ændret i sit forslag til linjeføringen af den nordlige del af Vestkystforbindelsen mellem Idomlund ved Holstebro og Endrup nær Esbjerg. Det oplyser det statslige energiselskab mandag. Ifølge Energinet betyder det nye forslag til, hvor højspændingsforbindelsen, som primært består af luftledninger skal gå, at færre mennesker bliver påvirket af forbindelsen.

Samtidig er linjen i flere tilfælde blevet rykket tættere på andre ejendomme. Det betyder, at 48 ejendomme nu ligger så tæt på linjeføringen, at det kaster et købstilbud fra Energinet af sig. Det er syv ejendomme mere end tidligere. Samtidig betyder den ændrede linjeføring, at syv yderligere ejendomme færre bliver påvirket af linjeføringen.

Energinet: Flere individuelle hensyn

Justeringerne betyder alt i alt, at 165 ejendomme kommer til at ligge indenfor 200 meter af el-motorvejen, mod tidligere 185.

- Vi har arbejdet efter, at det nye forslag samlet set giver færre ulemper for borgerne og tager flere individuelle hensyn end det oprindelige forslag. Det synes jeg er lykkedes mange steder. Nogle har meddelt os, at hvis ledningen kommer tæt på, så skal den så tæt på, at vi kan give et overtagelsestilbud. Det forsøger vi bedst muligt at tænke ind i det forslag, vi nu lægger frem, siger projektleder hos Energinet, Christian Jensen.

Han uddyber, at Energinet ikke har kunnet undgå, at enkelte borgere nu kan få ledningen tættere på deres bolig, end de ville få med det oprindelige forslag.
 
- Det er baggrunden for, at vi i dag har skrevet til netop dem, som bliver påvirket af ændringerne, og bedt om deres reaktioner på det nye forslag, før vi lægger sidste hånd på forslaget til linjeføring.

Kabelføringer i jorden ikke med

I det nye forslag til linjeføring indgår ikke kabellægning af nye områder, men der er lavet mindre justeringer ved nogle af kabelovergangene mellem luftledning og jordkabel.

- Vi har kun 26 kilometer til kabellægning på hele strækningen mellem Idomlund og grænsen at gøre godt med, og vi har ikke haft mulighed for at foretage væsentlige ændringer i forhold til det oprindelige forslag, siger Christian Jensen og uddyber, at der også på den sydlige strækning fra Endrup til grænsen kan være behov for justering af kabel-længderne.

Energinet forventer at kunne fremlægge det endelige forslag til kabellægning på strækningen fra Idomlund til Endrup i midten af december måned. Først i starten af 2020 kommer selskabet med en forandret kabelplan for strækningen mellem Endrup og den dansk-tyske grænse. Den endelige plan skal godkendes af Miljøstyrelsen, der også har myndighed til at ændre i planerne.

Den nye linjeføring kan ses på detaljerede kort på Energinets hjemmeside.

henning@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 20 96 66

 

Læs også