Trækdyr i stubmarken

Alle 450 heste udnyttes med Terra-Trac bælterne i stedet for baghjul på Claas Axion 960 traktoren.

Direktør Jim Thygesen stod for serveringen af grillpølser til de fremmødte ved Ringe Maskinforretnings markarrangement den 22. september.

Alle 450 heste »er hjemme« på Claas Axion 960 med den affjedrede Terra-Trac bælteundervogn, som kendes fra Claas-mejetærskerne. Det fik de besøgende landmænd med al tydelighed at se og fornemme, da de fik tilbudt en prøvetur ved Ringe Maskinforretnings markdemonstration forleden.

LandbrugFyns udsendte tog også en tur med salgskonsulent Rasmus Greve i »trækdyret«, hvilket der kom en lille video ud af. Den ses ved at skanne QR-koden her på siden.

- Traktoren står fast i marken under alle forhold. Samtidig har vi her en stærk traktor på kun tre meter i bredden, da vi undgår de besværlige tvillinghjul, lyder det fra Rasmus Greve, mens den seks meter Köckerling Vector 629 dybdeharve trækkes afsted med 12 km/t i stubarealet uden for Ringe i en arbejdsdybde på 20 centimeter. Harven kan arbejde lige fra fem til 35 centimeters dybde.

Ved demonstrationen viste den fynske Claas-forhandler et bredt udsnit af traktorprogrammet i marken, efterspændt redskaber fra Köckerling og Bednar-produktprogrammet, som Ringe Maskinforretning ligeledes forhandler.

Læs også