Frikender fødevarer i pølseforgiftningssag

Intet tyder på, at fødevarer fra butikkerne var kilden til den botulismeforgiftning, som ramte et selskab på 11 mennesker sidste weekend. Mistanken retter sig i stedet mod en hjemmelavet ret.

Det var efter alt at dømme en hjemmelavet ret, der sidste weekend sendte seks mennesker på hospitalet med alvorlig botulisme, også kendt som pølseforgiftning. Det viser undersøgelser, som Statens Serum Institut og DTU Veterinærinstituttet har lavet for Fødevarestyrelsen. 

- Der har været arbejdet på højtryk for at finde kilden til det meget alvorlige og ulykkelige sygdomsudbrud, vi så sidste weekend. Undersøgelser af rester af mad fra et privat middagsselskab peger på, at kilden til sygdom var en hjemmelavet ret, siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Nikolas Hove. 

- Hvis giftstoffet kom fra en fødevare til salg i butikkerne, var der risiko for, at endnu flere forbrugere kunne blive alvorligt syge. Det er der heldigvis ikke noget, der tyder på, lyder det fra beredskabschefen.

Nikolas Hove understreger, at pølseforgiftning er meget sjælden, både i industrielt fremstillede fødevarer og i hjemmelavet mad.

Læs også