Husk den svære samtale inden generationsskiftet

Et generationsskifte handler om meget andet og mere end økonomi, jura og skat – og bør begynde med, at man som familie tager ”den svære samtale”.

Generationsskifte er ”den svære samtale. Her er det bl.a. relevant at diskutere de nye roller, som hhv. den nuværende og nye generation på ejendommen skal indtage efter generationsskiftet. Patriotisk Selskab gennemfører i 2022 endnu en sæson af generationsskiftekurset Next Generation, som byder på et opdateret program med blandt andet ESG og en familiedag.

De seneste syv år er agrarøkonom-eleverne på Dalum Landbrugsskole blevet undervist i generationsskifte af Patriotisk Selskab til kurset Next Generation.

Eleverne har lært om generationsskiftet hele vejen rundt; jura, økonomi, skat m.v., og Patriotisk Selskabs budskab har alle år været klart: - Generationsskiftet skal påbegyndes i god tid – før end man tror!

Afklaringen i familien skal starte, før generationsskiftet overhovedet er aktuelt, og derfor har Patriotisk Selskab set sit snit til at få Dalum-eleverne til at overveje spørgsmål som:

Hvordan ønsker du, at din fremtid skal være – privat og arbejdsmæssigt? Hvilken type virksomhed passer til dig, og er familievirksomheden det rette valg? Hvilke kompetencer skal du ud og tilegne dig for at blive en god ejerleder? Hvordan kan dit ejerskifte finansieres, og er det realistisk, at det lykkes for dig?

Den svære samtale

At få taget hul på samtalen om de svære emner i familien i god tid er noget af det vigtigste, for at et generationsskifte kan gennemføres med succes - og dette er også i fokus, når Patriotisk Selskab gennemfører endnu en sæson af Next Generation i 2022.

Selvom kurset er målrettet Dalum-elever, er andre nysgerrige også velkomne. Man kan for eksempel tage sin familie under armen og deltage i kursets familiedag den 18. maj, hvor den nuværende og kommende generation af ejere samles – og få kickstartet dialogen om alle de svære, men vigtige spørgsmål, som bør diskuteres i familien inden generationsskiftet.

- Det er nemmere at lade være med at tale om de svære emner, og derfor får mange ikke diskuteret dem godt nok, inden de sætter generationsskiftet i gang, fortæller økonomikonsulent Lone Bendixen fra Patriotisk Selskab, som vil stå for et indlæg om de mere bløde værdier til familiedagen.

Chefjurist Rikke Bjerre Gade fra Patriotisk Selskab, som til familiedagen vil komme ind på juraen bag de bløde værdier, supplerer:

- Efter generationsskiftet ser vi indimellem de juridiske konsekvenser af, at man ikke har fået talt generationsskiftet godt nok igennem på forhånd. Det kan fx være, at man bliver overrasket over, at det ene barn pludselig skylder x antal millioner til far. Det kan give konflikter, som kunne være undgået, hvis man havde turdet at tage samtalen om det.

Også virksomhedsrådgiver Carsten Hansen fra Patriotisk Selskab, som står i spidsen for planlægningen af Next Generation, kender til problemstillingen:

- Tit når man går i gang med generationsskiftet og føler, at man er startet i god tid, viser det sig, at man alligevel er startet for sent, konstaterer han.

Ny rollefordeling

Når der gennemføres et generationsskifte, betyder det nye roller til både den nuværende og den nye generation på ejendommen.

På forhånd kan man derfor i familien diskutere spørgsmål som:

- Far skal finde en ny identitet, nu hvor han ikke længere skal være ejer. Hvornår er han reelt klar til at give ansvaret videre til sin søn?

- Hvornår er sønnen klar til at tage ansvaret for ejendommen helt alene?

- Hvornår er den ældre generation klar til at flytte ud af stuehuset?

- Hvordan kommer hverdagen til at blive, når den unge familie overtager? Hvordan fordeles de praktiske opgaver i hjemmet? Kan hustruen have en karriere? Hvad med fritid og ferie?

- Hvordan skal forholdet mellem de to generationer være, når den nye generation overtager? Banker man på, inden man går ind? Må svigermor plukke solbær i haven? Hvordan siger man fra, hvis ens grænser overskrides?

Vigtigst af alt skal man væbne sig med tålmodighed. Det tager tid at realisere drømmen om et generationsskifte – op til 10 år, fra man begynder at arbejde med mulighederne, til den nye generation står med støvlerne placeret i egen muld, og den ældre generation har fundet en ny identitet i en ny bolig.

Læs også