bannerPos

Foretræk høst til den tidlige side

Tørt og godt. Vinterbyghøsten kører planmæssigt. Foto: Henriette Lemvig
Landbonord anbefaler så tidlig høst som muligt.

Begynd helst høsten tidligt.

Således lyder rådet fra Landbonord, der begrunder udtalelsen med blandt andet en nemmere høst i korn, der står op helt fri for nedknækning.

Derudover vurderer de, at det betyder en billigere tørring af korn på grund af bedre vejr til tørring først i august end senere.

Samtidig giver de ekstra høstdage et mindre pres på maskinerne, så man undgår stop og fejl, og halmen bjerges nemmere tørt.

Sen høst giver ofte for sen såning af vintersæd, og såbedet bliver forringet.

 

Lav korntemperatur

Når kornet er høstet, er det vigtigste at sikre en lav korntemperatur. Stik et termometer i kornet med det samme, så der er vished for, at temperaturen ikke komme over 40 grader celsius, lyder rådet.

Ifølge Landbonord skal varmt korn altid køles ned, og blæseren skal køre dag og nat, så længe kornet er varmere end udeluften. Og husk så at kornet skal lægges ensartet og jævnt ind, da luft altid vil gå den nemmeste vej.

Når kornets vandindhold er kommet under 20 procent, og der er udsigt til varmt og solrigt vejr, kan varmetilsætning undværes og der afsluttes med køling, hvor kornet hurtigst muligt køles ned til under 10 grader celsius. Målet er at nå ned på en korntemperatur på 0 - 5 grader for at holde det lagerfast.

Det er vigtigt at følge kornets temperatur i hele lagerperioden, og husk, at det er spild af strøm at belufte, hvis lufttemperaturen ikke er mindst fem grader lavere end korntemperaturen.