Store svinebedrifter skal indberette ammoniak og produktion til Virk.dk

Svinebedrifter med en ammoniakemission på over 10.000 kg årligt skal indberette sit produktionsomfang på Virk.dk. Miljøstyrelsen har sendt breve til omkring 120 producenter.

115-120 husdyrbrug med svineproduktion er omfattet af et indberetningskrav til EU, fordi emissionen fra deres stalde og gødningslagre er større end 10.000 kg ammoniak (NH3) pr. år.

Det oplyser Landbrug & Fødevarer, sektor for Gris (L&F Gris), på Svineproduktion.dk, hvor det også fremgår, at alle de pågældende bedrifter allerede angiveligt skulle have fået brev fra Miljøstyrelsen.

L&F Gris oplyser, at det er Miljøstyrelsen, der har forhåndsberegnet og udpeget de husdyrbrug, som har en emission større end 10.000 kg NH3, og som dermed er omfattet af indberetningskrav. Beregningerne er angiveligt foretaget på baggrund af data fra gødningsregnskabet.

- Vær opmærksom på, at der skal indberettes i systemet, også selvom man ikke vurderer behov for at rette i den anslåede beregning af emissionen fra staldanlægget

L&F Gris - på Svineproduktion.dk

Der skal indberettes

- Vær opmærksom på, at der skal indberettes i systemet, også selvom man ikke vurderer behov for at rette i den anslåede beregning af emissionen fra staldanlægget, lyder det fra L&F Gris, der bemærker, at Miljøstyrelsens beregning eksempelvis ikke korrigerer for den miljøteknologi, man eventuelt anvender.

Man skal indberette sine tal til Virk.dk, hvor produktionsvolumen skal være omregnet til »storkreatur« (SK1), og indberetningen skal være afsluttet senest 1. oktober.

En so svarer til en halv ko

En so svarer til 0,5 »storkreatur« (SK1) og slagtesvin svarer til 0,3 »storkreatur« (SK1), idet det er et udtryk for antal stipladser, fremgår det af Svineproduktion.dk, hvor der også er et link til den »PRTR-del« på Virk.dk, hvor indberetningen skal ske til. I Virk.dk er der på forhånd beregnet et forslag til antal »SK«, som man enten kan rette eller godkende.

L&F Gris oplyser, at EU anvender SK1 (svarende til en voksen, græssende malkeko med produktion af 3.000 kg mælk om året uden yderligere tildeling af kraftfoder, red.) som en form for husdyrenhed (SK), når de skal sammenligne produktionsvolumen på tværs af EU-lande.

Læs også