120 års imponerende grovvare-historie

Danish Agro er på 120 år gået fra at være en lille, lokal andelsforening i en købstad på Stevns til at være blandt de største grovvareselskaber i Europa.

Danish Agros hovedkontor er beliggende i Karise på Stevns. Foto: Danish Agro Det var Stevns Foderstofforening, som tilbage i april 1901 lagde rødderne til Danish Agro. Foto: Stevns Arkiv

I dette forår er det 120 år siden, at grovvarekoncernen Danish Agro blev grundlagt. Dengang under navnet Stevns Foderstofforening og med ydmyge kontorer i den østsjællandske købstad Store Heddinge.

Hovedkontoret er i dag flyttet til Karise – blot seks kilometer længere vestpå. Til gengæld er alt andet ved Danish Agro mangedoblet, og koncernen rundede i 2020 en omsætning på 39 milliarder kroner og har mere end 5.000 medarbejdere i 16 lande.

Danish Agros udvikling er på mange måder også et stykke Danmarkshistorie. I tiden fra 1901, hvor hesten og leen gjorde det ud for landmandens traktor og mejetærsker, og 120 år frem har landbruget udviklet sig markant, samtidig med at kornet står på stort set samme måde på marken.

Grundlæggende præmis

På samme vis har Danish Agro udviklet sig sammen med landbruget, men har samtidig bibeholdt de oprindelige værdier, der er knyttet sammen med det at være et andelsselskab.

- Det har altid været en grundlæggende præmis i den måde, Danish Agro har drevet forretning på, at vores hovedfokus er på at skabe størst mulig værditilvækst for de landmænd, vi samarbejder med. Sådan var det, dengang vi blev grundlagt, det er det stadig den dag i dag, og det vil det blive ved med at være i årene fremover, fortæller bestyrelsesformand for Danish Agro, Jørgen H. Mikkelsen.

At Danish Agro med succes har formået at vokse ud af de ydmyge lokaler på Stevns og ind over grænsen til hele 16 lande beror i høj grad på den danske andelsbevægelse, som Danish Agro er en del af, og som fortsat definerer den positive udvikling.

9.000 danske landmænd

- Vi sætter en stor ære i at være en del af den danske andelsbevægelse, og vi går op i at drive vores virksomhed efter de oprindelige andelsprincipper og skabe værdi for de 9.000 danske landmænd, der i dag er ejere af Danish Agro, siger Jørgen H. Mikkelsen og fortsætter:

- Vores fokus har været og vil fremadrettet være at sikre, at Danish Agro er en konkurrencedygtig virksomhed, som kan servicere landmændene med kvalitetsvarer året rundt, så vi både opfylder vores kunders behov bedst muligt, og så vi skaber værdi for vores ejere.

Som samfundssituationen er lige nu, kan 120-års jubilæet desværre ikke fejres, men – som koncernen skriver i en pressemeddelelse – vil der helt sikkert blive muligheder for andre fejringer i Danish Agro i fremtiden.

Læs også