CO2-afgift kan give store jobtab i landbruget

Konsekvenserne af en høj CO2e-afgift på de biologiske processer er utvetydig. En stor del af landbrugsproduktionen vil ikke længere være konkurrencedygtig og dermed flytte ud af Danmark. Så klar er meldingen fra Landbrug & Fødevarer. En høj CO2e-afgift på de biologiske processer vil føre til et tab på mellem 19.000 og 36.000 arbejdspladser i landbruget og de tætknyttede industrier. Intervallet dækker over forskelle i, hvor intens konkurrencen på de internationale råvaremarkeder antages at være. - Landbruget beder ikke om at blive friholdt på bekostning af andre. Vi har en landbrugsaftale, som sætter konkrete mål for CO2-reduktionen i landbruget. Den er vi i fuld gang med at levere på, alt imens vi passer på de danske arbejdspladser, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard. Effekterne af en Co2e-afgift vil være størst i landdistrikterne. De kommuner, hvor afgiften forventes at medføre det største jobtab, er Ringkøbing-Skjern, hvor der forventes et tab af arbejdspladser på mellem 737 og 1.411. Derefter kommer Herning med et tab på mellem 620 og 1192.  Og det tredje største tab vil ske i Horsens med et tab på mellem 572 og 1.137 arbejdspladser.

 

Læs også