Fælles ansvar for forvaltning af hjortevildt

Er kron- og dåvildtet et problem eller en gevinst, og hvem har ansvaret for dets forvaltning – er det lodsejeren, planteavlere, skovdyrkeren eller jægere? Og hvordan håndterer vi det?

Der er ingen tvivl om at større koncentrerede forekomster af hjortevildt har negative konsekvenser for driftsøkonomien i såvel planteavl som skovbrug.

Skadernes omfang kan isoleret set have så voldsom økonomisk betydning for den enkelte bedrift og dens driftsøkonomi, at det resulterer i, at markerne må hegnes, så hjortevildtet hindres adgang.

Når der er barrierer, der forstyrrer naturlig adfærd, er konsekvensen, at en ukoordineret lokal/regional forvaltning af hjortevildtbestande indebærer, at hjortevildtet kan presses til at søge føde andre steder og finde ro i nye egne, hvis der bliver for mange individer i samme område, og dermed kan forstærke skaderne på omkringliggende arealer.

Positiv problemstilling

Mere føde i form af flere vildtagre og andre aflastningsarealer kunne være en løsning, og det er måske også tilfældet nogle steder, men hjortevildtet i Danmark mangler ikke føde generelt set.

Bestandene af kronvildt har været stigende igennem flere år og er nu stagneret – med lokale udsving. Udbyttet af dåvildt er stigende, så løsningen er isoleret set formentlig ikke at udbyde mere føde.

Set i sammenhæng med andre vildtarter er det vel egentlig en positiv problemstilling. Hvis vi vil have mere hjortevildt, kan vi blot undlade at skyde, og vil vi reducere i bestandene, kan vi blot skyde nogle flere.

I teorien lyder det vel meget tilforladeligt, men praksis er betydeligt mere kompleks. Ja, vi skal skyde flere, men vi skal gøre det på den rigtige måde og på den rette årstid.

Logisk årsag

Selv om tilstedeværelsen af hjortevildt i teorien giver en indtægt i form af jagtleje og kødsalg, har planteavleren sjældent interesse i at lade hjortevildtet hærge og regere i marken.

Årsagen er lige til; indtægterne stemmer ikke overens med den nedgang i udbyttet, som skaderne fra hjortevildtet resulterer i. Hertil kommer, at det ofte er særdeles vanskeligt at skyde hjortevildtet på landbrugsarealer, da dyrene i reglen opholder sig i skoven i dagtimerne og på markerne i nattetimerne.

Det har i sagens natur betydning for jagtlejeindtægten, men også den måde hvorpå jagten udøves, og hvilke dyr der afskydes.

Koordinerede jagtdage

Derfor har lodsejerne et fælles ansvar, og uanset om man er jagtudlejer i skov eller på mark, kan man stille krav til jagtens udøvelse. I de efterhånden mange områder med stigende bestande af hjortevildt er løsningen samarbejde om afskydningen på tværs af især skov- og markskel.

Koordinerede jagtdage, så den jagtlige forstyrrelse minimeres, og der sikres et udtag af dyr de samme dage i løbet af en jagtsæson. Afskydning så tidligt som muligt i sæsonen, og en langt overvejende afskydning af kalv, smalhind/då før hind/då.

En tilgang, hvor hjorte er et privilegium at nedlægge, og som forudsætter, at der er skudt/eller afskydes kalve og hinder/dåer.

Læs også