Øl og ost bliver matchet i Herning

Der gøres klar til »match-making« mellem ost og øl – og udstillere og messegæster - ved årets FoodTech i Herning.

Man taler så ofte om ost og vin, men øl og ost klæder i dén grad også hinanden. Og da både mejeribranchen og bryggeribranchen er samlet ved næste uges FoodTech i Herning, er det oplagt, at Messecenteret inviterer til et uformelt »Meet & Greet« for besøgende og udstillere. Her kan der samtidig smages på udvalgte øl og udvalgte oste – i kombinationer, der klæder hinanden.

Det skriver Mejeriforeningen.

- Øl og ost er et fantastisk match og af mange årsager en klassisk kombination i den danske madkultur. De danske mejerier er kommet rigtig langt, når det handler om at skabe innovative og ekstremt velsmagende højkvalitetsprodukter. Med den revolution som vores ostekultur har gennemgået de seneste 20 år, er det jo et helt nyt univers af spændende smagskombinationer, som har åbnet sig, siger Mejeriforeningens gastronomifaglige konsulent, Rasmus Holmgård, som sammen med bryggere har udvalgt de »matches« der kan smages på.

- Det er på tide at gøre op med forestillingen om, at det er finere eller mere korrekt at servere vin til ost - der er et kæmpe uudnyttet oplevelsespotentiale i at matche osten fra det lokale mejeri med øllet fra den lokale brygger, siger Rasmus Holmgård.

Der bliver blændet op for arrangementet onsdag 2. oktober klokken 15-17 i hal J1 og hal K.

Alle er velkomne, og der vil være smagsprøver så længe lager haves samt live musik i hyggelige rammer, fortæller Messecenteret.

Masterclass for ølbranchen

De udvalgte øl og oste har forinden været på podiet ved en særlig Masterclass for øl-branchen.

Masterclass’en er en del af FoodTechs nye øl-koncept World of Beer. Her dykkes der ned i koblingen mellem øl og ost.

Rasmus Holmgård har sammen med brygger og iværksætter Anders Kissmeyer foretaget matchingen, og det er chefbryggere fra Ebeltoft Gårdbryggeri, Fanø Bryghus og Carlsberg/Jacobsen samt kok Nikolaj Kissmeyer, der på Masterclass’en viser, hvordan øl og ost klæder hinanden.

- Noget af det, vi gerne vil vise med Masterclassen, er, at det ikke behøver at være svært at finde en øl, der passer perfekt til osten, og at der er lige så stor kompleksitet og gastronomisk kvalitet i parringen af øl og ost som øl og vin, siger Rasmus Holmgård.

Læs også