Verdens dyreste høns solgt for 1,6 millioner

Der var interesse for værkerne af de klassiske danske avantgardekunstnere, da Bruun Rasmussen holdt auktion med moderne kunst i Bredgade tirsdag aften. Her blev sådan cirka fem høns solgt til hele 1,6 millioner kroner, da et hønsebillede af den danske maler William Scharff opnåede verdensrekord for kunstneren.

I H.C. Andersen-eventyret »Det er ganske vist« har vi lært, at en lille fjer kan blive til fem høns. Men hvad den folkekære digter undlod at skrive var, at fem høns kunne blive til 1,6 millioner kroner.

Det blev i hvert fald den eventyrlige afslutning på en af Bruun Rasmussens auktioner i Bredgade tirsdag aften, hvor der blev budt flittigt, da værker af de danske kunstnere som William Scharff, Vilhelm Lundstrøm, J.F. Willumsen og Edvard Weie kom under hammeren.

Således opnåede et hønsebillede af maleren William Scharff verdensrekord, da det fik et hammerslag på hele 1,6 millioner kroner mod en vurdering på 500.000 kroner.

Ifølge Niels Raben, der er leder af afdelingen for moderne kunst hos Bruun Rasmussen, står Scharffs hønsebilleder fra 1917–1918 som hans mest dynamiske værker og originale eksempler på fortolkningen af de internationale impulser.

- Med opsplitningen og forskydningen af former er Scharffs hønsebilleder en skøn forening af avantgardegarde og dansk bondemiljø. De internationale impulser fra kubismen og Kandinskys billedopfattelse er tydelig – og så vidner det landlige motiv med høns om kunstnerens opvækst hos bedsteforældrene i et traditionsrigt landmiljø i Tisvilde, fortæller Niels Raben.

Om William Scharff (1886-1959)

William Scharff blev uddannet fra Zahrtmanns Studieskole og stiftede bekendtskab med det kubistiske formsprog, da han i 1911 rejste til kunstens smeltedigel Paris.

Han var om nogen orienteret omkring avantgardekunsten i sine værker, og det gælder i høj grad også for hans »Hønsebilleder«, hvoraf et af dem blev ramt af lægens skyts på skandaleudstillingen i 1918.

Der findes versioner af hønsebilleder på blandt andet Statens Museum for Kunst, Randers Kunstmuseum samt i kendte prominente samlinger.

Om Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Gennem 75 år har Bruun Rasmussen Kunstauktioner svinget auktionshammeren over kunst, antikviteter, design, smykker, armbåndsure og samlerobjekter i København.

Det var Arne Bruun Rasmussen, der i 1948 grundlagde auktionshuset i Bredgade 33, og indtil 2022 var familien Bruun Rasmussen ejere af virksomheden. I dag er virksomheden ejet af det britiske Bonhams.

Med adm. direktør Jakob Dupont i spidsen sælges der årligt 70.000 unikke kunstgenstande på tværs af traditionelle og web-baserede netauktioner.

Læs også