bannerPos

- Jeg kan se, at køerne har god plads, og det er jo dejligt

Tom Block (S) (tv) og Anne Valentina Berthelsen (SF) fik i går et indblik i en mælkebedrift anno 2019 af mælkeproducent Johnny Nielsen (th). Fotos: Lasse Ege Pedersen

Lasse Ege Pedersen

29-05-2019 08:00
Fire politikere i valgkamp fra både rød og blå blok var i går på besøg hos mælkeproducent Johnny Nielsen ved Slagelse. Her går køerne inde stalden i hele året, og landmanden fortalte blandt andet om sin bekymring for, at der på et tidspunkt kommer lovkrav om, at køerne skal ud på græs.

I Sverige er der lovkrav om, at alle køer skal ud på græs om sommeren. Og som tiden og den politiske debat er i dag på landbrugsområdet, er det bestemt ikke urealistisk, at sådan et krav også kommer i Danmark.

Det vurderer mælkeproducent Johnny Nielsen, som lige nu har 280 køer gående under tag hele året på sin gård ikke langt fra Slagelse. Landmanden kører med robotmalkning og har en stald, der blev bygget i 2007, og som blev udvidet sidste sommer. Nu går der 250 køer i stalden. Ved siden af har han goldstald, hvor der går 30 køer.

Til fire folketingskandidater, der stiller op i Sjællands Storkreds, to fra rød blok og to fra blå blok, gav Johnny Nielsen i går udtryk for sin bekymring for, at politikerne på et tidspunkt vil stille krav om, at køerne skal på græs.

 

Lidt en »partykiller«

Til politikerne sagde han:

- Vi har jo ikke køerne på græs. Og det er sådan lidt en »partykiller« (festdræber, red.), når man sidder til et bryllup og taler med folk. Og jeg forstår egentlig også godt, at folk uden for erhvervet sidder at tænker, at »det var dog frygteligt, for de stakkels køer«.

- Jeg går derfor også og tænker: Gad vide, hvornår der starter et Facebook-oprør, hvor det bliver krævet, at de køer kommer på græs. Det kan godt ske. I Sverige har de det jo. Men jeg vil ikke håbe, det kommer, fordi det giver ikke nogen mening, sagde Johnny Nielsen.

Han fortalte, at for ham er det vigtigste at få lavet en stald, der er så god, at det ikke er nødvendigt at sende køerne på græs.

 

Skal se på det i Sverige

Til Effektivt Landbrug fortalte Johnny Nielsen, efter at have talt til politikerne, at han dog tager bekymringen for et fremtidigt lovkrav, der tvinger ham til at sætte køerne ud på græs, så alvorligt, at han faktisk forbereder sig på det, og nu selv undersøger muligheder for at lukke sine dyr ud.

- Vi tager med familien en lille tur til Sverige her til sommer, hvor vi også skal rundt og se nogle gårde, og se hvordan de gør det, siger han, og forklarer at udfordringen for ham – når det kommer til at lukke hans køer ud – er hans malkerobotter.

- Skal det lade sig gøre, så bliver det med noget styret udgang. Får vi noget teknik sat op, så tror jeg faktisk godt, at det kan lade sig gøre, sagde han.

 

Køerne har jo masser af plads

Et af de partier, som rigtig gerne ser, at køerne kommer på græs, er SF. Folketingskandidat for SF, Anne Valentina Berthelsen, der var en af de fire kandidater til stede i går, gav over for Effektivt Landbrug ikke udtryk for, at hun er skræmt over, hvad hun så hos Johnny Nielsen.

- Jeg er lidt ked af, at de ikke er på græs.

- Og ja, så er det måske lidt følelsesbaseret i virkeligheden, og det skal man jo passe på med som politiker. Jeg kan jo også se, at de har god plads, og det er jo dejligt. I SF har vi det sådan, at vi vil gerne omlægge til økologi på sigt, så der er selvfølgelig nogle betænkeligheder her, men det er da godt at se, at køerne har det godt også i et konventionelt landbrug som det her, sagde SF-kandidaten.

Den anden folketingskandidat i rød blok, som var til stede på gården i Slagelse, Socialdemokratiets Tom Block, var heller ikke bekymret over, at køerne hos Johnny Nielsen går inde hele året.

- Økologi er en rigtig fin ting, men der skal være plads til begge dele. Og det her er jo heller ikke bare en kostald, hvor dyrene står meget tæt og bliver mishandlet. Der er jo både massagebørster, og underlaget er jo skiftet ud med blødt sand. Køerne har jo ingen slidsår eller noget som helst. Så skal du have en effektiv produktion, så er det jo som her, at det skal indrettes.

- Og altså, der er også stor forskel på det her og så burhøns. Her har man stadig øje for dyrevelfærden, og man ved, at den har stor betydning for det »outcome« (resultat, red.) som man får, sagde Tom Block.

 

Glade køer

Fra de to blå partier repræsenteret i går i Slagelse var der også kun ros til landmanden. I modsætning til de to fra rød blok var der her tale om politikere, som lige nu sidder i Folketinget.

Den ene var Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, der har siddet i Folketinget siden 2007.

- Det har været befriende at se, hvor godt køerne har det. Om de har stået på en mark eller her, så tror jeg, at de ville have det på præcis samme måde. De ser afslappede ud. De er nysgerrige og vil gerne hilse. Der er helt sikker høj dyrevelfærd her, det lægger jeg mærke til, sagde hun.

 

De lider jo ikke

Fra Dansk Folkepartis Henrik Brodersen, der har siddet i Folketinget siden 2011, lød det:

- Hvis ikke køerne trives, så leverer de jo ikke noget mælk. Og her kan man se, at køerne trives. De ligger jo bare og hygger sig, sagde han.

Men mener du, at Johnny Nielsen har grund til at frygte, at der kan komme et politisk krav på et tidspunkt om, at køerne skal ud på græs?

- Ja, jeg kan godt forstå ham. Der er jo nogle steder, hvor man er begyndt at røre på sig.

- Og man skal altså ikke underkende de kræfter, som der er, hvor der er nogle, som hele tiden vil skælde landbruget ud og gøre det mere kompliceret for landmændene. Når det sker, så synes jeg nogle gange, at det skyldes manglende viden på, hvad der foregår herude. Sådan et besøg som det her, tror jeg de værste kritikere ville have rigtig godt af. Der er jo ingen dyr her, som lider på nogen som helst måde, sagde han.

 

Godt med politikerbesøg

Fra Johnny Nielsen lød det, at han da også er rigtig glad for at have politikere på besøg på sin gård.

- Det er meget vigtigt at få en snak ude på sandgulvet. Man kan, når man hører debatten udefra som landmand, godt blive lidt bange for, hvad der kommer til at ske. Får man så politikeren på to-mandshånd, så bliver man lidt roligere. Og det er faktisk uanset, hvad farve de har. De ser, hvad vi laver, og det er egentlig ret godt, det som vi laver, siger mælkeproducenten.

Det var Gefion, der havde arrangeret politiker-mødet i stalden i går i Slagelse i samarbejde med NNF. Udover at høre på Johnny Nielsen, så talte Arlas CSR-chef om de klimamål, som mejeriselskabet har sat sig.  Jørn Lund Christensen, salgschef i DLF, gav et oplæg om græs.

Planteavl med fokus på fremavl

På Lyngbygård Gods ved Aarhus er der stærke traditioner for at arbejde med fremavl, og der arbejdes intensivt på at optimere og tilpasse sædskiftet i den henseende.

Behov for mere inddragelse af lokal viden i de næste vandområdeplaner

Der er ikke nok fokus på inddragelse af lokal viden i det arbejdsprogram, som beskriver processen i arbejdet frem mod de næste vandområdeplaner, mener man i Landbrug & Fødevarer.

NIR-scanning på fodergangen

Et NIR-system på fuldfodervognen kan både sikre den rette mængde tørstof og en ensartet blanding. Der er dog en række andre ting, der skal styr på, før NIR giver værdi.

Arla holder priserne i ro igen

Det er nu over et år siden, Arla sidst ændrede deres afregningspriser. Mejerijkoncernen oplyser mandag, at man ikke ændrer priserne i juli måned. Dermed er afregningspriserne fortsat på det samme niveau som for et år siden.
Side 1 af 1573 (31449 artikler)Prev1234567157115721573Next