Sensommer på Sønderskovgård

Det blev næsten i skumringstid, da RDM- og Holstein-avlere trillede ind mellem staldbygningerne til grillaften hos Jesper Navne på Langeland.

Der var først og fremmest lagt op til en hyggelig aften i enden af halmladen, da RDM og Holstein Fyn forleden afholdt besætningsbesøg og grillaften hos Jesper Navne på Sønderskovgård syd for Spodsbjerg. Fotos: Camilla Bønløkke - Vi tog den nye stald til ungdyrene i brug den 1. september sidste år. Det betyder, at vi nu har harmoni i bedriften. Nu er det fuldendt, lød det fra Jesper Navne, der er glad for, at det hele nu er samlet på en ejendom.

Aftenen startede med et kig rundt i staldene på Sønderskovgård. Også den nyopførte ungdyrstald blev inspiceret under besætningsbesøget. Den 1. september 2020 kunne ungdyrene på Sønderskovgård flytte i nye rammer. Inden solen forsvandt bag majsmarker og hatbakker kunne interesserede kvægfolk også nå at se på et udvalg af maskiner fra blandt andet J. Dyhr.

Med tæt ved de 20 grader og ikke en vind, der rørte sig, var der sydlandsk sommerstemning, da RDM- og Holsteinfolkene forleden entrerede staldgangen hos Jesper Navne på Sønderskovgård syd for Spodsbjerg, til det sommeraftenarrangement, som corona-perioden i lang tid har skubbet foran sig.

På vegne af RDM og Holstein Fyn bød Søren Dyssemark velkommen og takkede samtidig de mange sponsorer.

Og at de sociale arrangementer har været savnet, vidnede både fremmødet på de godt 100 deltagere og ikke mindst stemningen om. Der var først og fremmest lagt op til en hyggelig aften i enden af halmladen, hvor snakken kunne gå ved grillen og med den efterfølgende kaffe.

Harmoni i bedriften

Inden duften af bøf og grillpølser bredte sig mellem staldbygningerne, og det sidste røde skær på himlen forsvandt bag majsmarker og hatbakker, gik aftenens første time med at besigtige bedriftens 450 holsteinkøer samt det opdræt, der siden september sidste år har haft til huse i helt nyopførte rammer.

Kostalden til de 450 køer blev i 2014 opført med robotter og sand i sengebåsene. Desuden er der plads til 50 dyr i dybstrøelse.

- Vi tog den nye stald til ungdyrene i brug den 1. september sidste år. Det betyder, at vi nu har harmoni i bedriften. Nu er det fuldendt, lød det fra Jesper Navne, der er glad for, at det hele nu er samlet på en ejendom.

Den langelandske mælkeproducent lagde heller ikke skjul på, at han er lettet over at være færdig med at bygge.

- Vi brækkede den gamle kostald ned, hvor den nye stald til ungdyrene skulle ligge, i foråret 2020, og den gamle længe ved siden af blev renoveret i efteråret 2019. Så vi har bygget i 10 måneder i træk, fortalte Jesper Navne, der selv har haft entreprisen på byggeriet denne gang.

Fynsk fodring

Udover Jesper Navne er der fire ansatte på Sønderskovgård, tre voksne og en elev.

- Vores voksne medarbejdere har været her længe. Det er vi virkelig glade for, bemærkede aftenens vært, der udover mælkeproduktionen dyrker 340 hektar planteavl.

Der køres med traditionel fynsk fodring.

- Lidt græs, mask og alt det majs, vi kan komme i dem. På arealerne har vi 150 hektar med salgsafgrøder, ellers er der majs og græs i resten, fortalte Jesper Navne.

Han har bestilt maskinstationen til at høste majs den 20. september.

- Det går jo stærkt med det her vejr, påpegede mælkeproducenten, inden snakken fortsatte i halmladen.

Sønderskovgård

● 454 Holstein årskøer

● Fire medarbejdere

● Aktuel ydelse på 12.174 kg EKM, 467 kg fedt og 438 kg protein

● Kostald opført i 2014 og ungdyrstald opført i 2020

● Der sælges omkring 90 kvier til levebrug

● Alle kvier bliver genomisk testet

Læs også