Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Rabobank forventer, at Brasiliens sojahøst i sæsonen 2026/27 falder med omkring 2 procent i forhold til rekorden i den foregående sæson til 178 millioner ton, skriver Reuters.

Bankens første prognose bygger på en forventning om, at udvidelsen af det dyrkede sojaareal går i stå. Det markerer et brud med mere end 20 års næsten kontinuerlig arealvækst på omkring 4 procent om året.

Ifølge Rabobanks senioranalytiker for korn og oliefrø, Marcela Marini, skyldes udviklingen blandt andet lave sojapriser, pressede producentmarginer, strammere kreditvilkår, højere finansieringsomkostninger og stigende usikkerhed på markedet for produktionsmidler.

Det ventede produktionsfald skyldes først og fremmest en normalisering af udbytterne efter en sæson med høje udbytter og ikke en reduktion af det dyrkede areal.

Rabobank peger samtidig på, at der fortsat er betydelig risiko for lavere udbytter, især hvis El Niño udvikler sig, eller hvis gødningspriserne stiger som følge af de geopolitiske spændinger efter krigen i Iran. Disse risici er dog endnu ikke indregnet i prognosen.

Bedre udnyttelse af jord

Rapporten peger desuden på, at de vanskeligere markedsvilkår øger udbuddet af landbrugsjord til salg eller forpagtning, efterhånden som producenter søger at styrke deres likviditet. Det ventes at bremse udvidelsen af dyrkningsarealet, særligt gennem omdannelse af græsarealer, og i stedet flytte fokus mod en bedre udnyttelse af eksisterende landbrugsjord.

Rabobank beskriver udviklingen som et strategisk vendepunkt for brasilianske sojaproducenter. Banken understreger dog, at der ikke er tale om en strukturel tilbagegang for brasiliansk soja. Brasiliens andel af den globale sojaproduktion er vokset fra 28 procent i 2010 til 42 procent i 2026.

Fremtidig vækst ventes i højere grad at afhænge af rentabilitet, adgang til kredit og producenternes risikostyring. Hvis prognosen holder, kan den mindre høst samtidig bidrage til en mere balanceret global forsyningssituation og mere stabile eksportstrømme.

Finans