Fornuftigt marked holder oksenotering i ro

Selvom sommeren er overstået og de fleste feriegæster rejst hjem, fortsætter de sydlandske markeder ufortrødent med at lægge pæne ordrer hos Danish Crown Beef, lyder det fra selskabet.

- Generelt udbener vi rigtig mange fjerdinger lige for tiden og oplever en meget høj tilmelding af slagtedyr i disse uger. Det er glædeligt, men stiller også store krav til salgssiden. Generelt lykkes vi dog rigtig fint med at finde kunder og destinationer til produkterne – og til fornuftige priser, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Blandt de store aftagere er fortsat de sydlandske indkøbere, hvor både Spanien og Italien lægger flotte ordrer på forfjerdinger, mens italienerne lægger store ordrer på bagfjerdinger og rygge. Kigger man en my længere mod øst, kommer der også en række pæne ordrer ind fra de græske kunder på en række produkter.

Mens eksporten holder dampen oppe, kører det danske marked i et lidt lavere – men stadig tilfredsstillende – gear, lyder det fra selskabet.

Ikke så mange impulskøb

- Vi har gode ordrer fra dansk detail på efterårsvarerne, som generelt passer godt til det tungere, danske køkken. Det vil dog fortsat være kampagner, som kommer til at tegne majoriteten af salget – det ser vi også lige nu, hvor vi har kampagner inde i en række af de store kæder, siger Henning Sønnichsen og uddyber.

- Usikkerheden på blandt andet prisen for el, varme og andre, faste poster i husholdningsbudgettet betyder, at kunderne ikke kaster sig ud i impulsindkøbene ved køledisken i samme grad som tidligere år – tilbudsaviserne bliver nærlæst som aldrig før, og det skal vi afstemme med de kampagner og kategorier, vi byder ind på, siger han.

Grundet den aktuelle markedssituation fortsætter noteringen uændret for alle kategorier i den kommende uge.
 

Læs også