Tysk notering for slagtesvin stiger til 14,53 kroner

Den tyske slagtesvinenotering steg onsdag med 3 cent til 1,95 euro pr. kg (14,53 kroner). Det oplyser Danske Svineproducenter.

- Situationen på det tyske slagtesvinemarked har ikke ændret sig. Slagteklare grise er godt efterspurgt, og slagteriernes efterspørgsel kan ikke altid dækkes fuldstændigt, skriver Danske Svineproducenter i en meddelelse, og tilføjer:

- På den anden side stiger modstanden på de internationale kødmarkeder med hensyn til de hurtige prisstigninger. I nogle lande kan prisniveauet på kødmarkedet simpelthen ikke følge med det høje tempo. Derfor er slagtesvinenoteringerne i de fleste andre europæiske lande heller ikke steget så kraftigt som den tyske notering i de seneste uger.

- Ikke desto mindre er de fleste markedsinteressenter klare over, at noteringerne skal fortsætte med at stige af hensyn til de p.t. høje foderomkostninger. Selvom den tyske slagtesvinenotering er steget voldsomt i de seneste uger, har de fleste tyske slagtesvineproducenter fortsat underskud i deres produktion. Ifølge den tyske producentforening ISN skal den tyske slagtesvinenotering stige til 2,60 euro pr. kg (19,37 kroner), for at dække de nuværende produktionsomkostninger i Tyskland, fortsætter Danske Svineproducenter.

Foreningen vurderer, at den tyske slagtesvinenotering vil komme til at ligge højere end 2,00 euro pr. kg i de kommende måneder.

Læs også