Vådt såvejr fik hveden til at stige

- Hveden er de seneste par dage handlet højere på begge sider af Atlanten, som en konsekvens af ugunstigt vejr, der skaber bekymringer om tilsåningen af de sidste vinterhvedemarker, skriver Jyske Bank i sin daglige afgrødekommentar.

Banken tilføjer, at det ugunstige vejr har ført til short covering blandt fondene.

- Agritel kunne i går berette, at blot 74 procent af de franske vinterhvedearealer var tilsået pr. 18. november, mod 97 procent sidste år. De store mængder nedbør skaber ikke blot forsinkelser for markarbejdet, men betyder også, at afgrøderne er kommet dårligere fra start, med risiko for at blive nedjusteret signifikant, skriver banken.

Ifølge afgrødekommentaren er også Storbritannien hæmmet af vådt vejr, mens det omvendt er for tørt i Ukraine. Afgrøderne i USA er ifølge kommentaren også i fare for at blive skadet på grund af vådt vejr. 

Jyske Bank forventer, at der trods alt skal flere dårligdomme til at sende hveden op i nærheden af næste modstandsniveau, der ligger i underkanten af 190 euro.

 

Læs også