Stor og lille nyhed fra Krampe

Når det kommer til landbrugsmaskiner, er det en klar tendens, at alt bliver større. Det til trods tager Krampe også en lille nyhed med på Agromek. Og salgschef Kenneth Brønner er spændt på gæsternes reaktion.

Når du ankommer som gæst til Agromek, er der en god mulighed for, at du møder en stor tre-akslet afskubbervogn udenfor. Det er Krampes nye RamBody AS900 med 45,5 kubikmeter kapacitet og en tilladt totalvægt på 31 tons. Vognen blev præsenteret på Agritechnica i 2023, og er lige kommet i handlen i Danmark.

Når du så besøger Krampes store stand i Boxen, møder du en anden nyhed. Det er en noget mindre afskubbervogn med modelnavnet Krampe RamBody AS680. Den rummer alt efter udrustning mellem 23 og 32 kubikmeter og har en tilladt totalvægt på 22 tons.

Ekstremt fleksibel

I Danmark plejer trenden at gå mod større og større modeller af alt, men Kenneth Brønner, som er ansvarlig for Krampe i Danmark, har en forklaring på idéen.

- Spørgsmålet er, om det her er en lille afskubbervogn, eller om det er en ekstremt fleksibel og sikker allroundvogn til transport af alt lige fra korn og flis over græs og majs til kartofler, roer, dybstrøelse og så videre.

- Fakta er, at dens chassis er robust, afskubberens cylinder er den samme som på den store RamBody 900, og at man kan læsse af uden at tippe, siger han.

Kunderne sætter dagsordenen

Specielt det sidste tiltaler mange. Dels er det nemmere at anvende lave, ældre bygninger til opbevaring, når der ikke skal være plads til en tipvogn. Dels eliminerer man fuldstændigt risikoen for at vælte under aftipning, hvis arealets beskaffenhed ikke ligefrem indbyder til at forflytte tyngdepunktet.

Ved at udstille nyheden på Agromek og lytte til gæsternes kommentarer og spørgsmål håber salgschefen på at blive klogere på markedsmulighederne.

- I sidste ende er det jo ligegyldigt, hvad Krampe eller jeg selv tror. Det er kunderne, der sætter dagsordenen. Hvis de kan se ideen med en fleksibel og sikker afskubbervogn i stedet for en tipvogn, så er Krampe RamBody AS680 en genial løsning. Hvis de vender tommelfingeren nedad, så må vognen jo tilbage til Tyskland, lyder det fra Kenneth Brønner.

Læs også