Ny rotorstrigle og markprogram

Skærbæk Maskinforretning byder foråret 2020 velkomment med flere markante nyheder på maskinprogrammet – som importør og forhandler af sin helt egen SKMAS-rotorstrigle, samt hele det omfattende markprogram af jordbearbejdningsmaskiner fra polske Agro-Masz.

Polske Agro-Masz producerer et bredt program af maskiner og redskaber inden for jordbearbejdning. Skærbæk Maskinforretning er netop blevet importør og forhandler af mærket.

Forår betyder masser af markarbejde i landbruget, og hos Skærbæk Maskinforretning har man til sæson 2020 markante nyheder på maskinprogrammet indenfor jordbearbejdningsmaskiner og redskaber.

SKMAS-rotorstriglen til mekanisk ukrudtsbekæmpelse er en af nyhederne, der netop er blevet præsenteret. En rotorstrigle, som Skærbæk Maskinforretning har været med inde over udvikling og tilpasning af, og som man er importør og eneforhandler af.

- Rotorstrigler har været kendte i årevis, men vi har nu fået produceret én, der lever op til vores ønsker, forklarer Thomas Kier, der er sælger hos Skærbæk Maskinforretning.

SKMAS-rotorstriglen findes i arbejdsbredder fra 3 til 14 meter. Thomas Kier fremhæver samtidig striglens boogie-ophæng, der gør, at rotorstriglen følger jorden bedre og holder trykket jævnt.

Testet i Tyskland

Thomas Kier betegner SKMAS-rotorstriglen som ret unik på flere punkter – samtidig med, at der er tale om gennemprøvet teknik.

- Det, vi ser på, er en anden type strigle. Den er testet i Tyskland, hvor der er kørt med den i flere år, fortæller Thomas Kier, der samtidig fremhæver, at rotorstriglen både henvender sig, og er egnet til både økologer som konventionelle landbrug.

Han tilføjer, at der undervejs er lavet flere mindre tilpasninger, samtidig med at man har fået positive tilbagemeldinger omkring rotorstriglen.

Agro-Masz

Skærbæk Maskinforretning er blevet dansk importør og forhandler af Agro-Masz, der blandt andet omfatter tallerkenharver, såbedsharver, plove op til otte fuger – både bugseret og liftophængt, samt gødningsspredere og materiel til efterafgrøder. Den polske virksomheder producerer således et bredt program inden for jordbearbejdningsmaskiner og redskaber.

Thomas Kier oplyser, at man foruden den danske import og forhandling ligeledes er blevet importør for dele af Slesvig-Holsten, ligesom man samarbejder med forhandlere i Nordtyskland.

john@landbrugsyd.dk

telefon 76 60 30 44

Læs også