Maskincentrum planlægger massive investeringer i 2021

Maskincentrum i Aulum vil i år både ansætte flere sælgere og en afdelingsleder. Samtidig intensiveres indsatsen på demo-området.

Der kommer flere ansigter på det kommende billede af folkene bag Maskincentrum i Aulum, da de lige nu leder efter nye folk til virksomheden.

Der løbes stærkt både på værkstedet og i butikken hos Maskincentrum i Aulum. Her sælges nye og brugte maskiner som aldrig før, og hos den vestjyske maskinhandler, der dækker et geografisk område fra Holstebro i nord til Grindsted i syd, har de tænkt sig at opruste på flere fronter.

-Vi har sat jagten ind efter yderligere to dygtige sælgere og derudover leder vi efter en skarp afdelingsleder. Vores målsætning er, at endnu flere skal have glæden af de røde heste. Minimum 20 procent af traktormarkedet i området skal ind omkring Maskincentrum, og det kræver altså flere hænder, siger Carsten Carøe Sørensen som er den ene af to indehavere.

Maskincentrum har nu været i gang i lidt mere end fem år og de øger støt og roligt deres markedsandele, men der er potentiale til endnu mere, mener de.

Foruden en sælger til landbrugsmaskinerne opruster Maskincentrum med en høstspecialist med fokus på pressere og Axial Flow mejetærskere, således at kunderne kan få den bedste mulige vejledning.

-Vi vil rigtig gerne være kendte for vores fremragende service og foruden den rette knowhow så er god service for mange af vores kunder også ensbetydende med, at vi ved, hvem de er og kender deres maskinpark, som var det vores egen. Uanset om det handler om nysalg, serviceaftaler eller reservedele, så skal vi bare være klar, når behovet er der, fortæller medejer Peter F. Nielsen.

I 2021 intensiveres indsatsen også på demo-området. Nye modeller som Steiger, Magnum, Optum og Puma vil turnere rundt i området.

Læs også