Danmarkspremiere fra Kuhn på Græsland

Maskinhandler Indkøbsringen stiller med tre nyheder fra Kuhn på Græsland 2022. En trippelskårlægger, en frontmonteret pickup-rive og en bio-mulch-fræser. Den længe ventede Kuhn trippelskårlægger FC 13460 med bånd og crimper kan sammen med fem andre maskinsæt ses i aktion på Græsland.

Når Græsland 22 går i gang 8. juni stiller Maskinhandler Indkøbsringen (MI) flere nyheder fra Kuhn frem.

Heriblandt den nye Kuhn FC 13460 RA, som er en bugseret trippelskårlægger med bånd og crimper, der har en variabel arbejdsbredde fra 12,40 til 13,40 meter. Den kan ved en enkelt overkørsel lægge afgrøden i en valgfri skårbredde fra 1,8 meter til 3,0 meter. 

På MI-standen vises der desuden for første gang i Danmark to andre nyheder. Det er den frontmonterede pickup-rive Kuhn Merge Maxx 440 F.

Riven er velegnet til flere forskellige typer behov og kan ifølge MI anvendes alene eller i kombination med den bagmonterede Kuhn Merge Maxx pickup-rive. Derudover kan den også anvendes i kombination med rotorriverne fra Kuhn.

Den anden nyhed er en Kuhn EL 162-300 Bio-mulch fræser. Fræseren er specielt designet til at lave den forudgående jordbearbejdning før omlægning af græs i økologiske dyrkningssystemer. 

MI viser seks maskinsæt i aktion på Græsland, så man kan se alt fra skårlægning til den færdigindpakkede balle – alt sammen med maskiner fra Kuhn.

Sammenligning

Når trippelskårlæggeren har skårlagt græsset, vendes græsset med en Kuhn GF 13012 – en 13 meter vender, hvor brugervenlighed og terrænfølge er i top og kapaciteten er på 15 hektar i timen.

MI har også en klassisk fuldhy,draulisk 15 meter 4-rotorsrive med. Som et alternativ til rotorriven vises også pickup-riven Merge Maxx MM 1090 også i aktion. Den har en arbejdsbredde på 8,85 - 10,97 meter. 

Kuhn VBP 3195 presseren med variabelt kammer og indpakker afslutter jobbet. Maskinen kan fås med 2 x 75 cm filmruller, som binder i stedet for at nette. Filmrullerne er nemmere at håndtere for piloten, og samtidigt opnås en besparelse på plastikken. 

Flere fremvisninger

MI viser også SW 4014 portal-indpakkeren, som kan indpakke både rund- og firkantballer.

Udover Bio-mulch-fræseren viser MI også en Kuhn Espro 6000 RC-universalsåmaskine. Esproen vil til lejligheden være udstyret med seks forskellige typer udstyr til etablering af græsudlæg. Dette giver de besøgende mulighed for at sammenligne de forskellige etableringsmetoder.

MI udstiller også en Rauch Axis M 30.2 EMC+W-gødningsspreder. Det er en af de populære modeller med det unikke og individuelle EMC målings- og doseringssystem. Med en kapacitet på 3,2 tons og Isobus-styring er Axis 30.2 EMC en bestseller blandt andet til præcisionsjordbrug, hvor sektionsafluk og variabel tildeling er en selvfølge. 

 

Læs også