- Vi passer, det vi sælger

Hos KSM-Maskinservice er der fuld fokus på de tre importprodukter Hidromek, OSA og Bomford.

Generationsskifte i maskinforretninger sker som oftest, når ejeren er vej på pension. Sådan var det ikke for 10 år siden hos KSM-Maskinservice ApS i Kissendrup. Her var faderen 46 og sønnen blot 18 år.

- Det har været en klar fordel for os begge at komme tidlig i gang. Vi arbejder rigtig godt sammen, respekterer hver vores kompetencer og er enige om virksomhedens udvikling, understreger Henrik Bergholdt, der efter en konkurs overlod ejerskabet til sin søn, som dengang var i lære som entreprenørmaskinmekaniker i en odenseansk udlejningsvirksomhed.

Siden læretiden har Frederik Bergholdt, som sjette generation, været ejer og arbejdet mere end fuldtids i virksomheden, der engang var smedje i den lille østfynske landsby.

Lange dage

- Egentlig har jeg jo arbejdet her altid, lyder det fra den unge ejer, der erkender, at det er lange arbejdsdage, når de solgte maskiner skal serviceres, uanset hvorfra i landet opkaldet kommer.

- Intet kommer af sig selv, og for os er det vigtigt at yde kunderne den bedste service døgnet rundt. Og altid i første række at passe de maskiner, som vi har solgt.

Både far og søn glæder sig over, at virksomheden kører godt, trods den intense travlhed. Således har de kun yderligere en montør, en deltidsansat mekaniker og en kontordame ansat. Resten klarer de selv, dog med hjælp af underleverandører og samarbejdspartnere ude i landet til mindre serviceopgaver.

Frederik Bergholdt er den udfarende kraft, når det gælder service og reparationer, men tager sig også af akutte værkstedsopgaver. Som med Komatsu gravemaskinen, som netop har fået repareret motoren på værkstedet i Kissendrup.

- Naturligvis kunne vi godt bruge flere hænder, men ligesom hos entreprenørerne og andre brancher er det umuligt at finde erfarne medarbejdere, når han at sige, inden telefonen igen ringer, og han må afsted i servicevognen til en hydraulikopgave.

Tre importagenturer

Omdrejningspunktet hos KSM-Maskinservice er tre importagenturer. Det er dels importen siden 2015 af de tyrkiske Hidromek gravemaskiner fra 14,5 og op til 60 tons og gummigeder fra 32 tons og opefter. Udstyr til nedbrydning fra italienske OSA er siden kommet på programmet, som et oplagt produkt til gravemaskine-agenturet.

Det tredje ben er hele det kendte engelske Bomford-program. Det indeholder blandt andet træknusere, som netop kan monteres på gravemaskiner, og som benyttes ved rydning til vejanlæg og andre større opgaver. Dertil kommer et stort program af armklippere og andre kraftige klippere, sammen med de legendariske DynaDrive kultivatorer.

- Vi oplever en meget stor efterspørgsel på sådanne produkter, blandt andet til vedligehold af de voksende arealer med vilde planter og biodiversiteten indenfor den offentlige og private sektor, fortæller Henrik Bergholdt, der primært forestår salget af importprodukterne.

I den 1.000 kvadratmeter udstillings- og lagerhal, som blev taget i brug for et år siden, fremviser han et stort udbud af importmaskinerne. Således er der lige nu omkring 75 Bomford-produkter på »hylderne«.

- Vi sælger direkte eller gennem samarbejdspartnere over hele landet, men med det store lager af betalte maskiner servicerer vi både de øvrige nordiske lande og hjælper forhandlere i andre lande rundt i Europa. Og for den sags skyld helt til Australien, hvortil vi netop har afsendt en Bomford-klipper.

Starten var et russisk militærkøretøj

Som mindre virksomhed fremhæver Frederik og Henrik Bergholdt vigtigheden af fokus på specialområder. I deres tilfælde er det de tre hovedprodukter og den høje servicegrad.

- Da jeg startede i 1990, var der ti gårde i Kissendrup. Nu er der ingen, og jorden passes af storbrug i området. Derfor har vi for længst sadlet om fra salg og reparation af landbrugsmaskiner, og har med de tre agenturer været heldige at ramme maskiner, som attraktive til det høje aktivitetsniveau indenfor anlægs- og entreprenørbranchen, påpeger Henrik Bergholdt, der dengang overtog sin morfars landsbysmedje.

De første opgaver var, foruden landbrugsmaskinerne, rent faktisk bjærgning og kranopgaver med et ombygget russisk militærkøretøj.

Siden oprettede han blandt andet en polsk afdeling med salg af brugte maskiner og et transportselskab. Det endte med den omtalte konkurs i 2012, ikke mindst fordi polakkerne i høj grad fik muligheden for at købe fabriksnye landbrugsmaskiner.

KSM-Maskinservice ApS

● Ejer er Frederik Bergholdt (28), der overtog virksomheden i 2012 som 6. generation i den oprindelige landsbysmedje i Kissendrup på Østfyn, efter konkurs

● Frederik Bergholdt tager sig primært af service, og faderen Henrik Bergholdt (56) af salget. Medarbejderne er en montør, en deltidsansat mekaniker og en kontordame

● Hovedprodukterne er importen af Hidromek gravemaskiner og gummigeder, OSA udstyr til gravemaskiner samt det komplette Bomford-program af klippere, kultivatorer mm

● Virksomheden råder over 2.400 kvadratmeter, heraf en nybygget udstillingshal på 1.000 kvadratmeter

Læs også