Kæmpehandel indgået på Agromek

Danish Agro Machinery A/S har indgået aftale med entreprenørfirmaet Kaj Bech A/S om levering af i alt 26 Claas-traktorer.

På på Agromek-udstillingen kunne Danish Agro Machinery indgå deres hidtidige største traktorhandel på i alt 26 Claas-traktorer med entreprenørfirmaet Kaj Bech i Holstebro.

Firmaet beskæftiger 210 medarbejdere i henholdsvis bygge og anlæg samt vej og park.

Det er en femårig aftale, hvor de første 16 Claas-traktorer skal leveres 1. april næste år, og de sidste 10 traktorer skal leveres 1. september. Den store traktorhandel sker i forbindelse med Kaj Bechs entreprise med Holstebro Kommune.

Op i en højere enhed

- Det har været et stort puslespil for os at få tingene til at gå op. Som bekendt har alle maskinleverandører lange leveringstider, men det lykkedes at få det til at gå op i en højere enhed om levering af traktorerne, siger Lars Johnsen, der er sales manager for Claas-importøren, Danish Agro Machinery.

- Vi har selvfølgelig lagt vægt på pris og den service, som Vinderup Maskiner tilbyder, hvilket har været en af årsagerne til, at vi har valgt de lysegrønne Claas-traktorer, siger teamchef Karl Christian Christensen fra entreprenørfirmaet Kaj Bech.

Handlen omfatter følgende: 4 stk. Claas Arion 630 C-Matic Cebis, 165 hk, 2 stk. Claas Arion 530 C-Matic Cebis, 145 hk, 8 stk. Claas Elios 220, 85 hk og 12 stk. Claas Nexos 220, 85 hk.

Læs også