Dansk importør: Græsland 18 bliver stort for os

Maskinhandler Indkøbsringen (MI) stiller på Græsland 18 med ikke færre end 11 maskinsæt, og flere nyheder, som får debut på dansk græs.

Maskinhandler Indkøbsringen (MI) griber i den grad muligheden for at få luftet maskiner på Græsland 18 med 11 maskinsæt på græsset ved Elmegården. Det er den største demonstration af græsmaskiner fra MI på en enkelt dag i Danmark med to maskiner inden for hvert område til håndtering af græsset med alt fra skårlæggere til frakørselsvogne.

Græsland 18 afholdes den 6. juni fra klokken 10 til 20 på Elmegaarden i Frederiks i Midtjylland, og der vil være gratis adgang for alle interesserede.
Dagen igennem vil over 70 maskinsæt blive demonstreret, og det vil være alt lige fra skårlæggere, vendere, river, finsnittere, kombi-pressere, frakørselsvogne, snittervogne og maskiner i ensilagestakken, så som gummigede og stakjævner.
 
Gode erfaringer
- Vi fik en rigtig god respons på Græsland i 2014, hvor vi fik mødt og startet en dialog med mange landmænd og maskinstationer. Derfor kommer vi i år med endnu flere maskiner, der viser vores bredde. Alle, der kommer på græsland 2018, får noget ud af at se vores maskiner, forventer Robert Vemmelund, produktchef i MI.
 
Fire produktspecialister og sælgere fra MI deltager på dagen, samt to produktspecialister fra KUHN i Frankrig, mens der i cockpittet sidder erfarne piloter.
 
- Det er erfarne landmænd og maskinstationsfolk, som kommer til at køre på dagen. De kender maskinerne fra daglig brug. Det betyder, at du som besøgende også kan spørge piloter, udover os fra MI, om hvordan maskinerne præsterer, fremhæver Robert Vemmelund, som ser frem til at præsentere en række nyheder.
 
Nyheder på græsset
Udover en række velkendte maskiner fra Kuhn, er der flere nyheder. Blandt andet kombi-presseren som på Agritechnica vandt prisen som »Machine of the Year 2018«.
 
- Det er den nye Kuhn FBP 3135 presser med integreret indpakker, som nu kører sin første demo i Danmark. Maskinen er helt unik, og kan fås med filmruller, som den binder med, i stedet for net. Den bruger to filmruller med en bredde på 75 cm, og det giver store fordele. Rullerne er nemmere at håndtere for piloten, den bruger mindre plast ved indpakningen, og man kan nøjes med filmruller i standardstørrelse, som man forvejen anvender til indpakkeren, forklarer Christian Korsholm, salgskonsulent hos MI.
 
En anden nyhed er den fuldhydrauliske pick-up rive Merge Maxx 950, ligeledes fra Kuhn.
- Merge Maxx 950 kan overordnet set være med til både at løfte foderkvaliteten og give bedre driftsøkonomi. Maskinen rummer en nyudviklet pickup, som løfter græsset fra marken med det samme. Resultatet er minimal forurening og en fleksibel placering af skåret med to flytbare enheder. Det sikrer en højere foderværdi for landmanden, men også en fordel for snitter-chaufføren, fordi et godt og et luftigt skår kan øge fremkørselshastigheden med 2-3 km i timen, forventer Robert Vemmelund.
 

Læs også