Våde marker vækker bekymring

Selvom det inden vækstsæsonen er for tidligt at ringe med alarmklokkerne på grund af adskillige oversvømmede marker, er LandboNords chefkonsulent for planter og miljø bekymret for 2018-sæsonen.

Det har været det store samtaleemne i hvert fald det seneste halve år. Våde marker.
Og selvom LandboNords chefkonsulent for planter og miljø, Allan K. Olesen, på nuværende tidspunkt ikke er i panik, aner man alligevel lidt flere panderynker end sædvanligt.
- Der er mere ro på nu, end hvis kalenderen havde skrevet marts måned. Lige nu er ikke det værste tidspunkt, at markerne ligger under vand. Det er heller ikke noget særsyn på denne tid af året. Det er først, når vækstsæsonen går i gang, der for alvor er problemer. Hvis det stadig ser sådan her ud til marts, så drukner afgrøderne, men de skal nok klare sig i en periode nu og her, vurderer chefkonsulenten.
- Men mit generelle indtryk er, at der er vådt derude. Meget vådt. Ikke mindst heroppe i vores eget område, hvor der ikke er meget kuperet terræn og mange marker ligger lavt. Det giver problemer, når vandstanden stiger, der måske er lidt frost i jorden og man har nogle vandløb, der ikke er meget knald på.

Udfordringer i vente

Selvom alarmklokkerne endnu ikke er begyndt at ringe, forventer Allan K. Olesen en hård start på 2018 for planteavlerne.
- Høstsæsonen, efteråret og forsat masser af vand har givet noget at bekymre sig om. Jeg tror, det bliver en stor udfordring at få sået og etableret markerne ordentligt til foråret, spår han.
- Og det er bestemt ikke, hvad planteavlerne har brug for efter en høst, hvor det ikke var alle, der fik bjerget alt, mens der også røg en del af dækningsbidraget, fordi det var umuligt at få sået den sædvanlige andel af vintersæd.
Han forventer dog ikke, at en stigende efterspørgsel efter vårsæd kommer til at skabe problemer, selvom grovvareselskaberne har været ude med advarsler om, at de røde lygter snart blinker.
- Grovvareselskaberne har efterhånden vidst, hvor det bar hen i et stykke tid, så jeg tror, de har sørget for, at der er nok vårsæd. Jeg sammenligner lidt udmeldingerne med rejseselskaberne, som også altid melder ud om, at det altså er i januar, man skal booke sommerferien, hvis man vil være sikker på at få en billet.

Positiv debat

Selvom fordelingen mellem vand og jord på markerne lige nu lader meget tilbage at ønske, og landmændene ikke kan gøre meget andet end at bede til vejrguderne og et nyt syn på håndteringen af Vandløbsloven, skimter Allan K. Olesen bedring på de marker, der gennem flere år har lidt under store mængder vand.
- Problematikken om meget våde marker er jo ikke ny, selvom det har været ekstremt i denne omgang. Det nye og positive i debatten er, at det nu ikke længere kun handler om større mængder nedbør, men også om stigende grundvand, som ikke kun er et problem for landmændene. Nu er det problem, der også vedkommer den almindelige boligejer. Det betyder, at der forhåbentlig bliver lidt flere, der begynder at bokse med problemerne og er villige til at bruge ressourcerne på det, og forhåbentlig kan det give nogle løsninger, håber chefkonsulenten.
- Men lige nu er der ikke andet at gøre end at vente og håbe på det bedste. Det bliver formentlig ikke noget nemt år at være planteavler, men en fantastisk sommer og efterfølgende en god høst vil hjælpe lidt på det.

Læs også