Admiral: En trækfugl uden fjer

Den gamle have bugner af moreller, blommer og bær. De hurtige hænder kan næsten ikke følge med og nå at få plukket det hele. Heldigvis er naturen fuld af væsner, der hellere end gerne hjælper med at spise af årets høst.

Under de krogede frugttræer er der læ og sol, så der er en stærk duft af gærede frugter og en hektisk aktivitet af fluer, hvepse, bier og sommerfugle. De store dagsommerfugle er fascinerende – og til at få øje på. En af dem er den smukke admiral.

Denne store dagsommerfugl er let at genkende på de tydelige orangerøde bånd, der ses midt på forvingerne og bagerst på bagvingerne. Vingernes grundfarve er ellers sort med hvide pletter yderst på de forreste vinger.

Admiralens vingefang er mellem fem og seks centimeter, og den flyver med hurtige vingeslag. Mange andre sommerfugle flyver i længere perioder med udstrakte vinger, og svæver ligesom de store rovfugle. Det gør admiralen kun sjældent.

Admiralerne ankommer i slutningen af juni eller starten af juli fra Sydeuropa. De lægger ofte deres æg på brændenælder, og efter en uges tid klækkes de. Herefter lever larverne i nogle uger af nælden, før de forpupper sig. Efter endnu et par uger er den voksne sommerfugl klar til tiden i Danmark, inden den trækker tilbage til Sydeuropa.

Mange tror, det kun er de fjerede fugle, der trækker afhængigt af årstiderne. Mange sommerfuglearter gør dog præcis det samme, og admiralen trækker flere tusind kilometer – blandt andet over Alperne.

Når admiralerne spiser gæret frugt, kan de blive fulde. I den tilstand er de ret nemme at komme tæt på, så de fine detaljer kan nærstuderes. I disse dage har jeg mindst 50 admiraler, der letter, når jeg går tur i haven. Det er en fryd at opleve, så lad frugtkurven stå og tag på sommerfugleekspedition i din have.

Læs også