Sidste vers

»Ugens AKS« er med for sidste gang, inden et ændret avislayout introduceres i det nye år.

Siden 2001 har »Ugens aks« været en fast bestanddel af LandbrugFyn, hver uge leveret af journalist Anders Kurt Simonsen (aks.). Med et nyt layout af avisens indhold fra og med det første nummer i 2022 må læserne fremover undvære dette indslag med versefødder om små og store emner i landbruget og det omgivende samfund.

Anders Kurt Simonsen, der lige siden 1983 har været del af avisens redaktion både som ansat og som freelancejournalist, har opgjort, at det helt præcist er blevet til 988 »Ugens aks« gennem de mange år. Dertil kommer yderligere omkring 1.140, som han leverede under sin ansættelse hos Kommunaltidende i Glamsbjerg frem til 2001.

LandbrugFyns redaktion takker for det ugentlige indslag, som altid har været et humoristisk »pusterum« i den travle landbrugshverdag. Vi har hørt fra læsere, som uge efter uge har sunget/nynnet versene, og endog skoleklasser har på denne måde lært lidt om landbruget.

Redaktionen ønsker alle læsere og annoncører et godt nytår, og vender som nævnt tilbage med spændende avisudseende i det nye år, hvor den første avis udkommer onsdag den 12. januar.

Redaktionen

Læs også