DLG ansætter direktør for bæredygtig udvikling

Jakob Lave tiltræder den 1. februar som direktør for bæredygtig forretningsudvikling i DLG. Han kommer fra en stilling som direktør for Future Farming i Landbrug & Fødevarer og udviklingschef i landbrugets videnscenter, Seges.

I sin nye rolle i DLG skal Jakob Lave, der er 51 år, være med til at styrke DLG’s konkurrencemæssige position og bidrage med strategiske initiativer, der fremmer bæredygtig og innovativ forretningsudvikling, værdiskabelse og vækst på tværs af forretningsområder og lande. Der er tale om en nyoprettet stilling, som skal understøtte DLG’s arbejde for en bæredygtig omstilling.

Jesper Pagh, COO og medlem af direktionen i DLG, ser frem til samarbejdet med Jakob Lave.

- Bæredygtighed har et stort strategisk fokus i DLG, hvor vi vil levere morgendagens løsninger til vores kunder. Det er en stor opgave at løfte, og derfor er jeg glad for, at vi får en kapacitet som Jakob med på holdet til at drive forretningsudvikling i et bæredygtigt perspektiv, siger Jesper Pagh og fortsætter:

- Jakob har en spændende profil og et visionært mindset samt en god forståelse for vores ejere og kunder i landbruget. Det giver ham gode forudsætninger for at bidrage til at udvikle DLG’s bæredygtige løsninger i tæt samspil med kolleger fra alle dele af forretningen.

Læs også