Dyreetisk råd får nye medlemmer

Fødevareminister Rasmus Prehn har udpeget de tre nye medlemmer, som er Lena Rohn, fødevare- og miljøpolitisk chef i Dyrenes Beskyttelse, Lina Lind Christensen, general manager i Anima, og Bjarne Klausen, der er adm. direktør i Odense Zoo.

Samtidig bliver Bengt Holst, der også er formand for Den Danske Naturfond, endnu engang udstyret med taktstokken. Han fortsætter som formand og får følgeskab i Det Dyreetiske Råd af ni af de hidtidige medlemmer, der også har fået genvalg af ministeren.

- Der hersker ingen tvivl om, at Danmark er og fortsat skal være et foregangsland, når det kommer til dyrevelfærd. Det er en stor prioritet for regeringen at få skabt et bedre liv for vores dyr – lige fra grisene i stalden til kæledyrene hjemme i stuerne. Med det nye hold på plads er jeg sikker på, at rådet er godt klædt på til mange spændende opgaver de kommende tre år, siger fødevareminister Rasmus Prehn.

I forbindelse med den nye sammensætning af Det Dyreetiske Råd fra 1. juli 2022 er Pernille Fraas Johnsen, landbrugsfaglig seniorrådgiver i World Animal Protection, og Peter Mollerup, formand for Dyrenes Venner og sammenslutningen af dyreværnsforeninger DOSO udtrådt.

Læs også