Ny regnskabschef til Sagro i Esbjerg og Billund

Rådgivningsvirksomheden Sagro, kan nu sætte navn på virksomhedens kommende regnskabschef for de to huse i Esbjerg og Billund. Valget er faldet på 40-årige Torben Lillegaard Nielsen, der af to omgange har været ansat hos Goodvalley i Ukraine, først som driftsleder og senere som leder af Goodvalleys ”HR & Organizational Development”.  Torben er uddannet B. Sc. I statskundskab fra Århus Universitet i 2008, hvorefter han arbejdede tre år som efterskolelærer. I 2013 blev han uddannet Jordbrugsteknolog, hvor han blandt andet var i praktik hos SAGRO i Herning i afdelingen for økonomi og strategi. Efter uddannelsen kom han til Goodvalley og tog efterfølgende et år som leder af DGIs Verdenshold i gymnastik. I 2015 vendte han tilbage til landbruget, og var ansat i to år hos Agrovi i Hillerød som afdelingsleder for driftsøkonomi, inden han vendte tilbage til Goodvalley. Det seneste år har Torben været ansat hos DSB, men familien i det jyske og landbruget trak i ham, så derfor valgte familien at flyttet hjem til Jylland, hvor parret stammer fra og netop har købt hus i Varde.  Torben har første arbejdsdag som chef i regnskab Billund og Esbjerg d. 1. december. Privat er Torben gift med Marie, der arbejder inden for folkesundhed. Sammen har de Ebba på 3 år og Karla på 1 år.

 

Læs også