Frie bønder med ny formand

I weekenden afholdte Frie Bønder - Levende Land landsmøde på Fyn, hvor Tonny Klinch Hansen blev valgt som foreningens nye formand. Han afløser Hans Jørgen Nygaard, Dybvad, der efter otte år på posten valgte at trække sig.

Tonny Klinch Hansen driver et mindre landbrug på 20 hektar plus forpagtninger i Børkop med ammekøer samt grise på friland. Desuden driver Tonny maskinstation. Han har tidligere været næstformand i Danske Deltidslandmænd indtil denne organisation blev nedlagt. Tonny har været med i Frie Bønders bestyrelse siden 2017. 

- En af mine største prioriteter som formand er at skabe større synlighed af Frie Bønder - Levende Land og vores visioner. Ligeledes vil jeg have fokus på, at den politiske støtte til de store industrialiserede bedrifter i form af generøse støtteordninger ikke sker på bekostning af eller underminerer de mindre jordbrugs udviklingspotentiale. Endeligt vil jeg som formand arbejde for at små- og mellemstore jordbrug ved salg bevares og ikke opkøbes til sammenlægning med i forvejen store bedrifter, siger den nye formand.

Nyvalgt til bestyrelsen blev også Anne Rehder, København, og Marie Klintrup, Brokøb. Begge har siddet som observatører i bestyrelsen. Ligeledes blev Kristian Stokholm, Rødby, valgt ind i bestyrelsen. Som suppleant blev Bo Glöde, Skanderborg, valgt, mens Henning K. Kristensen, Løgstør, indtræder i bestyrelsen som observatør.

Læs også