Stopper efter 47 år i Flemløse

I morgen onsdag den 11. april er der afskedsreception for Flemming Nielsen i Flemløse Maskinforretning.

En af Fyns markante maskinsælgere lægger nu salgsmappen på hylden. Efter ikke mindre end 47 års tjeneste stopper sælger Flemming Nielsen hos Flemløse Maskinforretning.

I den anledning afholdes afskedsreception på Flemløse Kro onsdag den 11. april i tidsrummet fra klokken 16 til 19 for kunder, forretningsforbindelser samt familie og venner.

Oprindelig er nu snart 70-årige Flemming Nielsen uddannet maskinarbejder, men et møde med maskinhandler Hans Andersen bragte ham ind i landbrugsmaskinbranchen tilbage i 1971. I første omgang som landbrugssmed, men efter et merkonomkursus rykkede han ind på kontoret og var senere med til at opbygge et lager i maskinforretningen.

I en alder på 27-28 år blev Flemming Nielsen så sælger, og den funktion har han så varetaget lige siden, sideløbende med kontormæssige opgaver i maskinforretningen.

Læs også