To med 25-års jubilæum hos Bay Christensen

JUBILÆUM To medarbejdere, Lars Jørgen Jensen og Niels Visti, der begge er entreprenørmaskinmontør, har tidligere i april kunne fejre 25-års jubilæum hos maskinforretningen Bay Christensen A/S i Rønnede.

Lars Jørgen Jensen blev udlært som landbrugsmaskinmekaniker i den daværende Dalby Maskinforretning i 1983. Siden har han blandt andet været ansat i 10 år i det daværende D-Center Ringsted.

- Da jeg blev ansat hos Bay Christensen i 1995, kom jeg – i stedet for traktorer og mejetærskere – til at arbejde med rendegravere, minigravere, minilæssere og gummigeder af mærkerne Giant, Takeuchi og Case, fortæller Lars Jørgen Jensen, der i dag servicerer kunder overalt på Sjælland, Møn og Lolland-Falster.

Niels Visti er også oprindeligt landbrugsmaskinmekaniker. Han er udlært i den daværende J. M. Svendsens Maskinforretning, hvor han blandt andet arbejdede med Dronningborg-mejetærskere og Fiat-traktorer. Fra sine første år hos Bay Christensen husker Niels Visti blandt andet den populære Ford 655 rendegraver.

- Inden jeg kom hertil, arbejdede jeg meget med mejetærskere, så det var et stort skift at komme til at arbejde med entreprenørmaskiner. En fordel ved det er, at arbejdet her er mere jævnt fordelt hen over året, end det er med især høstmaskiner, lyder det fra Niels Visti.

jhal

Læs også