Lovgivning for naturnationalparker er på plads

Rammerne for Danmarks kommende naturnationalparker på statens arealer blev torsdag stemt igennem i Folketinget af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Konservativt Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

Det betyder, at danskerne om et år kan besøge Naturnationalpark Fussingø ved Randers og Naturnationalpark Gribskov i Nordsjælland – de to første i rækken af op imod 15 nye naturnationalparker.

Arealerne bliver uden skov- og landbrugsproduktion, så de kan udvikle sig til en mosaik af forskellige naturtyper, der skal give gode levesteder for både dyr og planter, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en meddelelse.

- Vi står i en naturkrise, hvor tusindvis af dyre- og plantearter er i fare for at uddø. De kommende naturnationalparker skal være med til at få vores natur på fode igen, men det kræver et opdateret regelsæt, som giver bedre rammer for netop natur og biodiversitet. Det får vi nu, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

Landbrug & Fødevarer lancerer ny strategi

Landbrug & Fødevarer har lavet en ny strategi for 2021-23 med titlen »Next Generation«.

- Den nye strategi skal fastholde og understøtte de medlemmer, vi allerede har, samtidig med at vi tiltrækker nye medlems- og kundegrupper, der har en voksende økonomisk og samfundsmæssig betydning. Det sikrer dels vores legitimitet som erhvervsorganisation dels øger muligheden for nye forretningsområder for landmanden og hans forarbejdningsvirksomheder, siger Anne Lawaetz Ahrnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, i en meddelelse.

Strategiens pejlemærker: En stærk samfundskontrakt, nye partnerskaber, bred medlemskreds, fremtidssikret finansiering og nye kompetencer.

Pejlemærkerne skal sikre, at L&F kan opfylde sine kerneopgaver, som blandt andet er politisk interessevaretagelse for hele erhvervet.

Ny profil i Danish Crowns bestyrelse

Camilla Harder Hartvig, senior vice president, International Business i Alexion Pharmaceuticals Inc med internationalt hovedkontor i Zurich, Schweiz, er udpeget som nyt eksternt bestyrelsesmedlem i Danish Crown A/S.

- Det er en stor glæde at kunne byde Camilla Harder Hartvig velkommen som det fjerde eksterne medlem af Danish Crowns bestyrelse. Med sin solide erfaring i den internationale forretningsverden vil hun bidrage til at skubbe yderligere på den internationalisering, vi er i gang med, siger bestyrelsesformand Erik Bredholt.

Camilla Harder Hartvig glæder sig til at blive medlem af Danish Crowns bestyrelse:

- Jeg er meget beæret over at blive en del af så stærk en bestyrelse for så prominent en virksomhed som Danish Crown. Jeg glæder mig meget til at bruge min erfaring fra udlandet fra store globale amerikanske, engelske og schweiziske firmaer og ser frem til at bidrage til internationaliseringen af Danish Crowns produktportefølje i en mere og mere kompleks global verden med oplyste, kvalitetsbevidste forbrugere med stærke holdninger, siger hun.

Camilla Harder Hartvig afløser professor Majken Schultz, som fratrådte sin bestyrelsespost i 2020.

Stor landbrugskoncern skifter direktør

Landbrugskoncernen Ingleby Farms, der driver over 100.000 hektar med 47 afgrøder på fire kontinenter, har fået ny direktør. Det skriver AgriWatch.

Danske Hans Henrik Koefoed er efter 16 år på posten fratrådt.

- Ingleby producerer både kvæg, får og afgrøder i ni lande fordelt på kontinenterne Sydamerika, Nordamerika, Europa og Oceanien, skriver AgriWatch, der oplyser, at Ingleby i regnskabssæsonen 2019/20 fik et millionunderskud på 19,2 millioner dollar (119 millioner kroner) efter et overskud på 46 millioner kroner året forinden.

Omsætningen faldt fra 156,6 millioner dollar (937 millioner kroner) til 130,9 millioner dollar (811 millioner kroner).

Hans Henrik Koefoed bliver nu formand for selskabet.

Hans afløser på posten som administrerende direktør, Andrei Pavel, har arbejdet i Ingleby i ni år.

Læs også